Jeg er yngst i en søskendeflok på fire, og jeg har egentlig altid haft en fundamental forventning om, at søskende har et særligt forhold til hinanden. Herunder at søskende forbliver tætte, hinandens fortrolige og stiller op for hinanden – gennem hele livet, og uanset hvad der sker.

Det hænger selvfølgelig sammen med, at søskende jo altid er der, at familie ikke er på valg, og “blod er tykkere end vand”, som en for længst afdød onkel ofte mindede os om. Det har derfor altid undret mig, når jeg hørte om familier, hvor søskende ikke havde kontakt til hinanden. Eller ligefrem ikke kunne være i stue sammen.

Jeg mødte en ung kvinde, der ventede sit første barn. Vi talte om hendes og kærestens forventninger til rollen som forældre. Det viste sig, at det ikke blot var hendes første barn. Det var også familiens første barnebarn. Der var blandt andet en flok bedsteforældre (ikke fire, men otte – de var selvfølgelig alle sammen blevet skilt), som nu også skulle debutere i dén rolle.

Det fine ved at forvente noget af sin kæreste er, at det går begge veje. Hvis jeg har høje forventninger til min kæreste, er det også med til at skabe og påvirke mine forventninger til mig selv. Mine forventninger får mig til selv at gøre mig umage, overraske og ”overgå” min kærestes forventninger af og til mig. Samtidig får det mig til at overveje, hvordan det ser ud med omvendt fortegn: Hvad kan min kæreste egentlig forvente af mig? Det er fint, at jeg har forventninger til, at min kæreste har tid til mig, men hvor meget tid investerer jeg egentlig selv i min kæreste? Og hvis jeg forventer, at min kæreste interesserer sig for mig og mit liv, hvor god er jeg så egentlig til selv at vise interesse for min kærestes liv?

For lidt og for meget kan som bekendt fordærve alt. Sådan er det også med forventninger i parforholdet.

På den ene side kan for mange og for store forventninger skabe konflikter og begrænse kærligheden. På den anden side gør manglende forventninger – og for få eller for lave – ikke noget godt for et forhold. Selvom forventninger har en indbygget risiko for, at man bliver skuffet, så er en forventning også udtryk for tillid. Og et parforhold uden gensidig tillid kan vel dårligt kaldes et parforhold?Forventninger – høje eller lave, mange eller få – er med til at påvirke dynamikken i et parforhold.

Tydelige forventninger kan skabe en positiv dynamik, der kan være med til at holde de to parter på tæerne og sørge for, at de bliver ved med at være motiverede og engagerede. Lave eller manglende forventninger kan omvendt være grobund for “slaphed” og ligegyldig adfærd, og de kan fungere som en glidebane i den forkerte retning. Pludselig skrumper grænserne for, hvad man vil finde sig i og acceptere. Uden forventninger opdager man måske, at man stiltiende er endt med at acceptere, at kæresten drikker lidt for meget; at dovenskab har sneget sig ind; at sexlivet mere eller mindre er gået i stå, eller alle de ideer, der boblede frem i forelskelsesrusen, aldrig rigtigt blev til noget.

Da jeg sammen med mine børn blev ramt af de fire ulykker, skabte det blandt andet en forventning om, at jeg ikke igen ville opleve romantisk kærlighed. Da det alligevel, til min store overraskelse, blev tilfældet, beskæftigede jeg mig en hel del med ”konceptet”. Jeg talte endda med professionelle og nåede blandt andet frem til, at – for mig – er der flere konkrete forventninger i parforholdet som ikke er på valg. Det har jeg skrevet om i min bog.

Der er et paradoks forbundet med forventninger i parforholdet. På den ene side spiller forventninger en kæmpe rolle. Og på den anden side er der muligvis ikke andre sammenhænge, hvor der er så mange usagte og ligefrem hemmeligholdte forventninger som i romantiske relationer. Samtidig er romantiske relationer per definition præget af stærke følelser, udpræget irrationalitet og risiko for buldrende konflikter. Dét spiller også ind på et pars forventninger.

For mig handler kærlighed – og ikke kun den romantiske af slagsen – om at give. Det øver jeg mig under alle omstændigheder på.Det handler ikke om at forvente at få, men at tro på at gi’. Jeg giver, fordi de er dem, de er. Fordi jeg elsker dem – men også fordi jeg ofte allerede har fået.

Alligevel bygger længerevarende relationer – uanset hvor rationelt og kedeligt det lyder – grundlæggende på en gensidig udveksling af både meget konkrete materielle goder og skrøbelige følelser. Og jeg kan nok heller ikke sige mig helt fri for, at jeg ikke har en vis forventning om at få. Før eller siden.

En relation er langt hen ad vejen drevet af princippet og forventningen om “reciprocitet” – om indbyrdes udveksling af gaver og tjenester mellem to parter eller, med andre ord, om gensidighed. Det betyder, at balancen mellem, hvad man giver og modtager, er vigtig og nogle gange afgørende. Der er dem, der mener, at vi grundlæggende opfører os “profitmaksimerende” i vores relationer, og at vi fører et slags “indre regnskab” og løbende vurderer, om vi får det, vi fortjener. Måske sammenligner vi også med alternativerne og overvejer, hvad vi evt. kunne få andre steder – måske endda i helt andre relationer?

Min kæreste spurgte, om jeg ville være med til at passe Ebbe-barnebarn over en weekend i København, hvor Ebbes forældre, skulle til koncert med Suspekt. Jeg anede ikke hvem Suspekt er, men sagde ja. Men dejligt med en kæresteweekend i København, så jeg gik i gang med at planlægge.

Jeg ville gerne forbi min yndlings-urmager, på museum og så er der kommet en ny restaurant på Gråbrødretorv … Det skulle nok blive godt.

To dage før Ebbe skulle passes, satte min kæreste mig ind i programmet. Tidlig afgang fra Århus lørdag morgen. På vejen skulle Ebbe og forældre samles op. Når vi landede i København, blev forældrene sat af. De ville så returnere og overtage Ebbe på et tidspunkt over midnat, når koncerten var slut. Endelig kørte vi tilbage til Århus søndag kl. 07:30.

Kæreste-fletten-fingre blev således erstattet af bleskift og baksen rundt med en barnevogn, som det aldrig lykkedes mig at finde ud af at slå sammen. Museumsbesøg blev erstattet af jeg-ved-ikke-hvor-mange ture med barnevognen rundt om søerne. Og Bo Bech blev skiftet ud med en middelmådig pizza.Historien er ikke enestående. Vi havde – bare – forskellige forventninger til, hvad der skulle foregå. Det er også banalt: Vi kunne jo – bare – ha’ talt om vores forskellige forventninger.

Men hvorfor i alverden tog jeg ikke initiativ til at tale med min kæreste om vores indbyrdes forventninger? På dette tidspunkt skrev jeg bog om forventninger og brugte dagligt adskillige timer på at tænke på, tale og skrive om forventninger. Der er muligvis ikke et område, hvor forventninger spiller en større rolle end netop i parforholdet, hvor forskellige forventninger er et perfekt grundlag for et solidt skænderi.

Af flere grunde husker jeg særligt året 1974, hvor jeg fyldte 11 år. Gerd Müller scorede sejrsmålet, da Vesttyskland vandt VM i fodbold, og Jesper Tørring blev europamester i højdespring. Og så fik jeg en lidt længere sommerferie end mine klassekammerater, for min far døde den sommer. Han blev 45 år.

Derefter var mit højeste ønske, at jeg hurtigst muligt blev voksen. Der voksede en energi i mig, der fik den faderløse Søren til at ”knokle på”. Jeg blev familiens mønsterbryder og den første til at få en studentereksamen. Jeg gjorde karriere. Jeg blev direktør og medejer af et af Danmarks største reklamebureauer. Jeg adopterede to børn. Jeg blev forfatter. Men det var på en eller anden måde ikke nok. Jeg skulle hele tiden videre. Mine forventninger til mig selv blev ikke mindre. Men selvom jeg lykkedes med det meste, og ikke manglede selvtillid, var jeg sjældent tilfreds med mig selv. Så jeg blev enig med mig selv om, at problemet var lavt selvværd. Altså noget med, hvilken værdi man tillægger sig selv, og om man føler sig som et ordentligt menneske.Men med tiden kunne jeg heller ikke helt få dét til at passe. For jeg forsøgte jo at være et nogenlunde ordentligt menneske: Jeg anstrengte mig i rollen som far, kæreste og ven. Og jeg forsøgte at behandle de fleste mennesker godt.

Henrik Elsig Andersen introducerer i sin bog “Ultraløb, ledelse og udvikling” et begreb, der gav mig en uventet ny indsigt. Jeg indså, at min udfordring er, at jeg aldrig for alvor er tilfreds med mig selv og min indsats. Og at det, som driver mig, langt hen ad vejen, er forventningen om, at det meste kan gøres bedre. Mit problem er, at jeg hele tiden forventer mere. Jeg er et forventningsfuldt selv-utilfreds menneske.

Jeg kender et menneske, der nærmest gennem hele sit liv har kæmpet med begrænsende overbevisninger. Det er Frank, som jeg har arbejdet sammen med de seneste godt 10 år. Når jeg holder foredrag, kurser og workshops, tegner Frank et referat. Det er ret fantastiske referater, hvor Frank – udover at tegne – noterer kommentarer og pointer. Tilhørere og kursister elsker referaterne, og de er med til at styrke både erindring og læring.

Da Frank havde tegnet for mig et par gange, spurgte han lidt beklemt, om jeg havde bemærket, at han ikke stavede særlig godt? For sagen er den, at Frank er ordblind. Jeg havde bemærket, at der flere steder sneg sig stavefejl ind. Flere af dem markante, men mit svar var, at det skulle Frank ikke tænke på. Han tegnede jo fantastisk – og det var det centrale. Frank blev overrasket og tydeligvis rørt over min reaktion. For jeg var den første, der nogensinde havde sagt til ham, at hans ordblindhed ikke betød noget. Alle andre havde gjort det til et stort problem, og han havde af samme grund haft en kompliceret barndom.

Jeg skal til fest på fredag. Uden at jeg nødvendigvis helt ved hvorfor, har jeg en forventning om, at de andre ved festen ikke rigtig kan li’ mig. Det fortæller jeg mig selv i dagene op til festen. Derfor beslutter jeg mig også for en forsigtig strategi. Jeg beslutter mig for at holde mig for mig selv.Det oplever de andre gæster ved festen. Måske taler de lidt om det, og de tror, at jeg helst vil passe mig selv. De tænker derfor, at det nok er bedst, hvis de lader mig være i fred! Så det gør de. Hvorefter jeg går tidligt – og bekræftet – hjem fra festen: Hvad sagde jeg! De kan ikke li’ mig!

Næste gang er jeg endnu mere overbevist om, at de ikke kan li’ mig. Jeg gør mig derfor klar til endnu en fest som ham den kedelige. Hvis jeg overhovedet vover mig afsted – eller i øvrigt bliver inviteret.

Den gode nyhed er, at havde jeg i stedet et billede af mig selv som festens midtpunkt, kunne jeg ende som festens midtpunkt. En selvopfyldende profeti handler altså om, at forventninger til noget, der sker, i sig selv kan få det til at ske. Det kan være tilfældet, uanset om forventningen giver mening eller er meningsløs, er sand eller falsk, er baseret på en reel opfattelse af virkeligheden, eller den er grebet ud af luften.

Jeg har tidligere været inde på Robert Rosenthal. Hans eksperimenter viste, at menneskers indbyrdes forventninger kan udvikle sig til selvopfyldende profetier. Det er profetier eller forventninger, der vender – desværre kan man tilføje – begge veje. Har vi store forventninger til hinanden, vokser vi. Har vi lave forventninger til hinanden, kan vi ødelægge det for hinanden og forhindre, at vi udvikler det potentiale, vi er i besiddelse af.

Selvom vi ikke nødvendigvis kan blive, hvad vi vil, så har forventninger og overbevisninger en kraft i sig. Det peger dette eksempel på.

En gruppe på 84 kvindelige rengøringsassistenter, der arbejdede på syv amerikanske hoteller, deltog i et forsøg. Forskere på Harvard University undersøgte, hvor meget rengøringsassistenterne bevægede sig, og hvor mange kalorier de forbrændte, når de arbejdede. Forskerne konstaterede, at rengøringsassistenternes arbejde svarede til, at de jævnligt trænede i et motionscenter, og de levede derfor op til de amerikanske sundhedsmyndigheders anbefalinger for sund livsstil. Faktisk godt og vel.

De 84 rengøringsassistenter fik at vide, at de ikke alene passede deres arbejde, men at de faktisk også trænede samtidig. En kontrolgruppe bestående af rengøringsassistenter med det samme arbejde fik ikke entilsvarende information om træning. Efter fire uger konstaterede Harvard-forskerne, at gruppen, der var blevet informeret, mente, at de motionerede betydeligt mere end tidligere. Og der kunne måles en forskel: De havde tabt sig og sammenlignet med kontrolgruppen var deres blodtryk, fedtprocent, BMI og kolesteroltal forbedret.

Rengøringspersonalet havde fysisk ikke ændret noget som helst, og arbejdsopgaverne var de samme. Det eneste, der var ændret, var deres tanker – og dermed deres forventninger til effekten af arbejdet. Det skabte nogle ganske forbløffende fysiske forandringer.

Hvis vi forventer, at noget gør en forskel, kan forventningen i sig selv påvirke forløbet. Og anerkender vi den rolle og magt, vores egne forventninger har over vores liv, så kan vi få gavn af forskningens enkle teknikker, som kan øge vores fysiske og mentale sundhed.

Selvom man måske ikke skulle tro det, er jeg på ingen måde nogen fan af ordet “forventningsafstemning”. Faktisk synes jeg, at det er et af verdens kedeligste ord og det kunne for min skyld godt udgå af vores fælles vokabularium. Faktisk synes jeg, at det er både et kedeligt og måske ligefrem et farligt ord. Især hvis man tror, at når forventninger er afstemt, så er den hellige grav vel forvaret. For det behøver langtfra at være tilfældet. Selvom forventninger er afstemt, behøver det ikke forhindre, at det stadig eksisterer forventninger, som der ikke bliver talt om. Min erfaring i parforholdet er for eksempel, at det kan være tæt på livsfarligt at tro, at en forventningsafstemning er tilstrækkelig og at det så ikke er nødvendigt at overraske med noget andet, mere og bedre end det der er aftalt og ”afstemt”.

Walt Disney bliver ofte citeret for at have sagt: “If you can dream it, you can do it.” Den danske udgave er vel “Du kan, hvad du vil. ”Der er mindst tre ting galt med dét postulat. For det første var det ikke Walt Disney, der oprindeligt sagde det. For det andet er det noget vrøvl – præmissen er forkert. Uanset, hvor meget jeg drømmer, er det ikke ensbetydende med, at jeg i alle tilfælde kan realisere drømmen. For det tredje kan postulatet være med til at påføre vores børn (og for den sags skyld alle andre) en kæmpe og urealistisk byrde. Hvis vi kan, hvad vi vil, bliver logikken jo, at hvis man så ikke lykkes, så er det ens egen skyld. Var postulatet sandt, ville det betyde, at den eneste grund til, at min søn ikke spiller på landsholdet, eller min datter ikke danser i Den Kongelige Ballet, er, at de ikke vil det nok ...

Der er noget der tyder på, at vi ikke skal være bange for at stille høje forventninger til vores børn – og at det handler om den selvopfyldende profeti. Men hvordan gør man – sådan helt konkret?

Psykologen Robert Rosenthal opdagede et fænomen, som i dag er en lige så etableret sandhed i psykologien, som det er en uudnyttet omstændighed: Når vi mødes af høje forventninger, klarer vi os bedre, end hvis vi mødes af lave.

Forventningens glæde kan i nogle ganske særlige sammenhænge måles. I forbindelse med at jeg researchede til min bog om forventninger, talte jeg med Jakob Linnet. Han fortalte mig blandt andet, at afhængighed ikke kun handler om at vinde på rouletten, om at blive beruset af alkoholen eller om at få et rush af kokainen. Men i høj grad også om forventningen til gevinsten, beruselsen og rush’et. Det hænger blandt andet sammen med, at der for mange afhængige ikke længere er tale om nydelse, men netop om afhængighed.

Forventningens glæde kæder mange sammen med Søren Kierkegaard. For der findes en fortælling om, at Søren Kierkegaard inviterede sin forlovede, Regine Olsen, i Det Kgl. Teater for at overvære Mozarts opera “Don Juan”. Regine glædede sig og havde store forventninger til teaterturen. Men efter et par takter af ouverturen førte Kierkegaard hende ud af teatret, imens han sagde: ”Nu gaar vi, nu har du havt det bedste, ...

Mange kender til forventningen til nytårsaften. For nogen skal det være “årets fest”, og alle sejl sættes, og så fiser det alligevel ofte ud. Personligt har jeg mange gange kedet mig gudsjammerligt og utålmodigt ventet på, at klokken kunne slå midnat, så jeg kunne komme hjem i seng. Når man taler om, at forventningens glæde er den største, kan det betyde, at man glæder sig så meget til en kommende begivenhed, at forventningerne får en størrelse, hvor det nærmest kun kan ende som en skuffelse. Selve oplevelsen har ikke en jordisk chance for at leve op til forventningerne. Min erfaring er for eksempel, at de bedste fester ofte er dem, der er de mindste forventninger til. At forventningens glæde er den største, kan også pege på, at forventninger er med til at forme livet; glæden ved at forvente noget kan i sig selv være en væsentlig del af turen. Tiden med forventningen kan udgøre en del af oplevelsen og berige den.

Når vi tænker tilbage på en oplevelse – en tur i tivoli med ungerne eller en undersøgelse på hospitalet – så sammenholder vi oplevelsen med vores forventninger. Det sker mere eller mindre automatisk, bevidst eller ubevidst, rationelt eller irrationelt, men det sker. Det foregår i et enkelt regnestykke: Dét, du fik, minus dét, du forventede.Vi holder med andre ord det, vi oplevede op mod forventningen; det, som vi håbede på, og trækker de to størrelser fra hinanden. Regnestykket er centralt og umiddelbart enkelt. Det fine ved regnestykket er, at der kun er tre svarmuligheder – et nul, et plus eller et minus. Et nul: Jeg fik præcis dét, jeg forventede – hverken mere eller mindre. Et plus: Jeg fik mere. Og et minus: Jeg fik mindre, end jeg forventede. Jeg har altid været begejstret for regnestykket – ikke mindst fordi det er enkelt. Men selvom jeg altid har tilstræbt enkelhed, så har jeg med tiden også nået til en erkendelse af, at regnestykket muligvis er for enkelt. Vejen fra forventning til oplevelse kan være mere kringlet end som så, og flere andre faktorer er i spil ...

I molekylær gastronomi bruger man kemi og videnskabelige principper til at lave mad, der er alt andet end den slags mad, som din mor lavede (hvilket naturligvis afhænger en lille smule af, hvem din mor er). Det er mad, der udfordrer dine sanser, hvor øjet snydes og hvor ikke alt er, som du forventer. Du kan således få serveret en æggeblomme, der smager af mango, pisket æggehvide der i virkeligheden er parmesan eller en chokoladedessert, hvor hovedingrediensen er gåselever. På en italiensk restaurant fik jeg engang serveret en gul grydesvamp, som viste sig at være en dessert. Men der findes en helt særlig ingrediens, som i dén grad kan vende smag på hovedet og på alle måder kan manipulere med vores forventninger til mad ...

fFrventninger kan opstå på mange måder, og de kan opstå ad veje, som man ikke nødvendigvis selv har styr på og kontrol over. Men ofte er der en årsag til en forventning, og man kan derfor tale om, at forventninger skabes på baggrund af forskellige kilder. Det er kilder, som kan være mere eller mindre objektive og realistiske, afhængigt af om forventningerne er baseret på noget konkret eller på mønstre.