Det fine ved at forvente noget af sin kæreste er, at det går begge veje. Hvis jeg har høje forventninger til min kæreste, er det også med til at skabe og påvirke mine forventninger til mig selv. Mine forventninger får mig til selv at gøre mig umage, overraske og ”overgå” min kærestes forventninger af og til mig. Samtidig får det mig til at overveje, hvordan det ser ud med omvendt fortegn: Hvad kan min kæreste egentlig forvente af mig? Det er fint, at jeg har forventninger til, at min kæreste har tid til mig, men hvor meget tid investerer jeg egentlig selv i min kæreste? Og hvis jeg forventer, at min kæreste interesserer sig for mig og mit liv, hvor god er jeg så egentlig til selv at vise interesse for min kærestes liv?