Jeg skal til fest på fredag. Uden at jeg nødvendigvis helt ved hvorfor, har jeg en forventning om, at de andre ved festen ikke rigtig kan li’ mig. Det fortæller jeg mig selv i dagene op til festen. Derfor beslutter jeg mig også for en forsigtig strategi. Jeg beslutter mig for at holde mig for mig selv.Det oplever de andre gæster ved festen. Måske taler de lidt om det, og de tror, at jeg helst vil passe mig selv. De tænker derfor, at det nok er bedst, hvis de lader mig være i fred! Så det gør de. Hvorefter jeg går tidligt – og bekræftet – hjem fra festen: Hvad sagde jeg! De kan ikke li’ mig!

Næste gang er jeg endnu mere overbevist om, at de ikke kan li’ mig. Jeg gør mig derfor klar til endnu en fest som ham den kedelige. Hvis jeg overhovedet vover mig afsted – eller i øvrigt bliver inviteret.

Den gode nyhed er, at havde jeg i stedet et billede af mig selv som festens midtpunkt, kunne jeg ende som festens midtpunkt. En selvopfyldende profeti handler altså om, at forventninger til noget, der sker, i sig selv kan få det til at ske. Det kan være tilfældet, uanset om forventningen giver mening eller er meningsløs, er sand eller falsk, er baseret på en reel opfattelse af virkeligheden, eller den er grebet ud af luften.

Jeg har tidligere været inde på Robert Rosenthal. Hans eksperimenter viste, at menneskers indbyrdes forventninger kan udvikle sig til selvopfyldende profetier. Det er profetier eller forventninger, der vender – desværre kan man tilføje – begge veje. Har vi store forventninger til hinanden, vokser vi. Har vi lave forventninger til hinanden, kan vi ødelægge det for hinanden og forhindre, at vi udvikler det potentiale, vi er i besiddelse af.