Mange kender til forventningen til nytårsaften. For nogen skal det være “årets fest”, og alle sejl sættes, og så fiser det alligevel ofte ud. Personligt har jeg mange gange kedet mig gudsjammerligt og utålmodigt ventet på, at klokken kunne slå midnat, så jeg kunne komme hjem i seng. Når man taler om, at forventningens glæde er den største, kan det betyde, at man glæder sig så meget til en kommende begivenhed, at forventningerne får en størrelse, hvor det nærmest kun kan ende som en skuffelse. Selve oplevelsen har ikke en jordisk chance for at leve op til forventningerne. Min erfaring er for eksempel, at de bedste fester ofte er dem, der er de mindste forventninger til. At forventningens glæde er den største, kan også pege på, at forventninger er med til at forme livet; glæden ved at forvente noget kan i sig selv være en væsentlig del af turen. Tiden med forventningen kan udgøre en del af oplevelsen og berige den.