Der kan være mange barrierer for at være fysisk aktiv under graviditeten. Derfor stopper mange kvinder deres træning, når de bliver gravide.
Kristian har i dette afsnit besøg af Pernille Bahne, der er idrætsstuderende, og som har skrevet bacheloropgave om de mange forhindringer, der kan være, hvis man ønsker at være aktiv, som gravid.
Selv de kvinder, som har gode forudsætninger i form af at være fysisk aktiv i forvejen, være sundhedsfagligt uddannet, have gode faciliteter i sit nærområde, må bukke under for en blanding af social påvirkning, forvirring og misinformation.
Det, samt hvad vi kan gøre for at fjerne de mange barrierer, bliver gennemgået i dette afsnit af MORtion.
Sammen med gæst, Clara Sundien, giver Kristian dig løsningerne på de typiske problemstillinger, mange ofte møder, når man ønsker at styrketræne i graviditeten.
Der er nemlig mange fordele at hente ved at styrketræne under sin graviditet. Derfor er styrketræning også en officiel anbefaling, på trods af advarsler mod tunge løft.
Men at styrketræning er sundt og det anbefales, er jo ikke det samme som at man får det gjort.
Mange møder forhindringer undervejs, og det er disse forhindringer, som der tages fat på i dette afsnit af MORtion.
Clara Sundien er uddannet bachelor i ernæring og sundhed, personlig træner og Vanecoach. Du finder hende på Instagram under @clarasundien
Journalist og influencer, Christina Sander, er gæst i denne episode af MORtion til en snak om the mental load og hvordan det kan påvirke en mors mulighed for at være fysisk aktiv.
64% af danske mødre er ikke tilstrækkeligt fysisk aktive, og typisk er der fokus på de fysiske problemstillinger, der kan opstå efter en graviditet og en fødsel.
Amning, gener, bækkenbundskomplikationer og delte mavemuskler er ofte hvad snakken drejer sig om. Men det er faktisk ikke hvad der fylder mest i statistikken, når mødrene selv bliver spurgt.
I følge dansk forskning er den største barriere for fysisk aktivitet blandt mødre manglende tid, manglende overskud og manglende social støtte. (Bueno et al. 2024)
Derfor tager vi snakken om "the mental load" eller på dansk den mental byrde, ellers som Christina kalder det, ansvaret, i denne episode af MORtion.
I denne episode af MORtion får Kristian besøg af Andreas, der er jordemoder.
Til fælles har Andreas og Kristian at de er mænd i et kvindefag, og endda indenfor et fagområde, som de aldrig selv ville kunne have en personlig oplevelse med.
I deres samtale kommer de omkring privilegiet ved, men også modstanden i, at arbejde med graviditeter og fødsler som mand, samt hvordan samfundets normer og kønsroller præger deres oplevelser med området.
Fysisk aktivitet har en positiv effekt på graviditeten og generelt på moderens velbefindende.
Men hvad med barnet?
I denne episode har Kristian besøg af Julie Hagstrøm Danielsen, der er ph.d. studerende ved Steno Diabetes Center i København, hvor hun er tilknyttet forskningsprojektet PRE-STORK.
Se mere og tilmeld dig som forsøgsdeltager: https://forskningnu.dk/graviditet
PRE-STORK undersøger hvordan træning og en sund livsstil før og under graviditeten kan påvirke barnet. Formålet er, at forebygge overvægt hos børn.
Det, og meget mere, snakker Kristian med Julie om i denne episode.
Kvinders kropsopfattelse ændrer sig under en graviditet og særligt i tiden efter en fødsel.
Delte mavemuskler kan være en af de tilstande, der kan påvirke kropsopfattelsen negativt, og potentielt også livskvaliteten hos nye mødre.
I denne episode har Kristian besøg af Celine Sofie Jensen til en snak om hvad der kan ligge bag den negative ændring i kropsopfattelse og hvad mødre skal være opmærksom på kan påvirke dem i en negativ retning.
Celine og Kristian giver også deres bud på hvad der kan skabe et mere positivt forhold til kroppen.
Kristian har i denne episode besøg af psykolog og forsker Mie Sedoc Jørgensen for at blive klogere på spiseforstyrrelser blandt mødre i småbørnsfamilier.
En graviditet og fødsel kan skabe store forandringer i kvindens forhold til egen krop og dermed også hendes forhold til mad.
Det kan potentielt starte eller trigger en tidligere spiseforstyrrelse hos nogle mødre.
Som forsker undersøger Mie Sedoc Jørgensen netop hvordan børn påvirkes af mødre med spiseforstyrrelser.
Du kan læse mere om undersøgelse og medvirke som forsøgsperson her: https://bloomstudy.org/
Katrine Bruhn er mange gange dansk mester i vægtløftning, og så er hun vinder af Korpset (TV2, sæson 5).
Nu er hun gravid med alle de forandringer, som det medfører.
I denne episode snakker Kristian med Katrine om hvordan det er, at gå fra at være elitesportsudøver til "blot" at være aktiv gravid.
Hvordan håndterer Katrine den omvæltning det er, at går fra at have et meget specifikt kropsligt formål til nu at have et helt andet - både fysisk og mentalt?
I denne episode af podcasten MORtion snakker Kristian med Katrine Bruhn, der er højgravid og vinterbader.
Forskningen i vinterbadning under graviditeten er meget sparsom, ligesom så meget andet handler det snarere om nuancerne i den enkelte kvindes situation end sort/hvid-tilgang til, hvorvidt hun må vinterbade under graviditeten.
I episoden får du en guide til hvordan du kan fortsætte med at vinterbade under graviditeten.
I denne episode af podcasten MORtion tager Kristian og Emma hul på en elitesportsserie med en teoretisk indflyvning.
Serien vil handle om elitesport i forbindelse med en graviditet og en fødsel, hvor Kristian og Emma vil invitere kvindelige elitesportsudøvere ind som gæster. Inden da vil de i dette afsnit introducere emnet samt præsentere, hvad vi faktisk ved, og hvad forskningen viser indtil videre.
For aldrig har der været så mange kvindelige elitesportsudøvere. OL i Tokyo 2020 satte rekord for antallet af deltagende kvindelige atleter.
Flere og flere kvinder har dermed en idræt, som deres primære beskæftigelse og indtægtskilde.
Dette præsenterer dog også en række problematikker i forhold til kvindernes ønske om graviditet, og alt hvad der følger med. Udover at det tidligere, og mange steder fortsat er, utænkeligt at en gravid kvinde kan fortsætte i sin sport med henblik på at vende tilbage til topniveau.
Men det er faktisk realiteten for flere og flere kvinder, og der er lavet forskning om både effekter, risici og potentielle problemstillinger.
I denne episode af podcasten MORtion vil Kristian og Emma gennemgå, hvorfor de anbefaler arvævsmassage. Det er nemlig ikke af de årsager, som det umiddelbart bliver solgt for.
Arvævsmassage er en hyppigt udbudt behandling til kvinder, der har født via kejsersnit. Påstandene, om hvorfor det er en relevant behandling, er mange og ofte komplekse. Men kan behandlingen leve op til dens ry?
Det vil de komme ind på i denne episode, herunder hvilken indvirkning arvævsmassage har på kejsersnitarret, hvorfor man som sundhedsfaglig godt kan opfordre ens klient til at lave arvævsmassage samt om der findes andre typer af behandlinger, der kan have en indvirkning på arvævets struktur og udseende.
Du kan finde en artikel om arvævsmassage samt henvisninger til den omtalte litteratur på vores hjemmeside: www.mortion.dk
I denne episode af podcasten MORtion gennemgår Kristian og Emma de nye anbefalinger om fysisk aktivitet og stillesiddende tid for gravide, som Sundhedsstyrelsen har udgivet i juni 2023.
De vil give deres besyv med på de ændringer og tilføjelser, der er kommet til de tidligere anbefalinger.
Anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen udgør vigtige guidelines, som er baseret på evidensen på området, og som sundhedsfaglige bør vejlede ud fra.
MORtion vil i denne episode hjælpe med at udbrede anbefalingerne, og samtidig bidrage med vores input til ændringerne og ikke mindst hvad det har af praktiske implikationer for jer derude, som ønsker at følge dem.
I denne episode af podcasten MORtion snakker Kristian og Emma om, hvordan man ved, om man er klar til at genoptage træning efter fødslen. Hvilke tegn er der på, at man kan være klar, hvilke små test kan man bruge til at lade sig guide og hvilken strategi bør man have for at komme i gang.
Hvis du stadig er af den overbevisning, at du SKAL vente 8 uger efter fødslen, før du må genoptage træning, så lyt først til episode 6, hvor vi gennemgår, hvorfor dette ikke er tilfældet.
I denne episode af podcasten MORtion svarer Kristian og Emma på de spørgsmål, som I har stillet igennem Facebook-gruppen "MORtion (om graviditets- og efterfødselstræning)" samt på Instagram.
De kommer blandt andet ind på hypopressive øvelser som mave- og bækkenbundstræning, mavetræning i graviditeten, yoga, bækkensmerter og meget mere.
Giver vores podcast dig værdi, så husk at du kan støtte os med et valgfrit beløb på: https://mortion.10er.app/
I denne episode af podcasten MORtion vil Kristian og Emma fortælle, hvorfor du skal passe på med at "passe på". For selvom det er et velmenende råd fra omgangskredsen, så er der ikke er en direkte årsagssammenhæng mellem "løsningen" af bækkenets led og smerte. Modsat manges opfattelse, så øger inaktivitet og ro risikoen for bækkenløsning - dvs. at fysisk aktivitet, såsom løb, ikke er årsagen til, at gravide oplever smerter i bækkenet.
Det vil de uddybe i denne episode samt klæde dig på med redskaber, du kan bruge til at navigere i dine graviditetsrelaterede ryg- og bækkengener. Episoden vil tage afsæt i den basisviden, der bliver gennemgået om moderne smertevidenskab i episode 3 med Jacob Beerman, hvorfor du med fordel kan lytte til den inden denne episode.
I denne episode af podcasten MORtion snakker Kristian og Emma direkte til de pårørende til den gravide kvinde.
Gravide kvinder kan opleve mange barrierer for fysisk aktivitet, og en af disse barrierer er manglende støtte fra familie, venner og øvrigt netværk. Graviditeten ses blandt de pårørende som en anledning til at ytre deres bekymringer og fortælle negative historier om træningsvaner under graviditeten. Alt sammen velmenende, dog uden at tage hensyn til hvordan disse bekymringer og historier påvirker den gravide og hendes adfærd.
En måde at øge de pårørendes evne til at yde støtte er bl.a. ved at give dem viden om fysisk aktivitet i graviditeten samt at aflive myter og misinformation.
Vi antager derfor, at du lytter til denne episode, fordi der er en gravid kvinde i dit netværk, der har brug for støtte fra os hos MORtion til at få aflivet myter og misinformation om fysisk aktivitet i graviditeten, så DU kan støtte hende i at fortsætte eller påbegynde fysisk aktivitet i graviditeten.
I denne episode af podcasten MORtion vil Kristian og Emma fortælle om noget af den nyeste forskning, der er kommet omkring graviditets- og efterfødselstræning.
Podcasten har været på pause i 462 dage, hvor der i mellemtiden er kommet ny spændende forskning om HIIT-træning i graviditeten, tung styrketræning i graviditeten samt delte mavemuskler.
Du vil også komme med bag kulissen og få nys om, hvad Kristian og Emma har brugt de sidste 462 dage på, og hvad MORtion arbejder med for tiden.
I denne episode af podcasten MORtion får Kristian og Emma besøg af Trine Munk-Olsen og Nete Stubkjær Thomsen fra forskergruppen HOPE, der er et forskningsprojekt om tidlig opsporing og diagnosticering af kvinder og mænd med en fødselsdepression.
De skal snakke om de forskellige grader af efterfødselsreaktioner hos kvinder, hvilke tegn på det der kan opstå i graviditeten og efter fødslen samt fysisk aktivitets indvirkning på en fødselsdepression.
Desuden vil de snakke om forskningsprojektet HOPE, der bl.a. har som ambition at afdække årsager til, at nogle kvinder og mænd får en fødselsdepression, mens andre ikke gør samt at udvikle et værktøj til identifikation af kvinder og mænd med særlig stor risiko for at udvikle sygdommen. Dette gør de bl.a. igennem en spørgeskemaundersøgelse, som alle mødre og fædre kan besvare, uanset hvornår dit barn blev født, og uanset om du har eller har haft tegn på en fødselsdepression eller ej.
Spørgeskemaet tager ca. 10-15 minutter at besvare, og for at Trine og Nete kan hjælpe fremtidige kvinder og mænd, der er i risiko for at udvikle en fødselsdepression, har de brug for så mange besvarelser som muligt fra både mødre og fædre.
Du kan deltage i spørgeskemaundersøgelsen på www.hope.au.dk
I denne episode af podcasten MORtion får Kristian og Emma besøg af Ph.D. Ulla Due, der forsker i bækkenbundstræning, inkontinens og underlivsprolaps samt er forkvinde for Dansk Selskab for Urologisk, Gynækologisk og Obstetrisk Fysioterapi (DUGOF).
Temaet er bækkebundstræning, bækkenbundsproblematikker der kan opstå i forbindelse med graviditeten og fødslen samt fysisk træning efter fødslen, hvor Ulla vil belyse disse områder med hendes mange års erfaring med forskningen på området samt de patienter, hun møder både igennem hendes egen forskning, men også i behandlingsforløb på Herlev Hospital.
De vil blandt andet besvare:
- om alle skal lave bækkebundstræning?
- hvad der er den bedste måde at træne bækkenbunden på?
- samt om den fysiske træning - og "for hurtigt" genoptagelse af den - kan føre til gener og komplikationer i fremtiden, selvom det i efterfødselstiden føles godt?