Det Svenske Akademi er måske mest kendt for at uddele Nobelprisen i litteratur. Men  Klubben af den svenske journalist Matilda Gustavsson fortæller en anden historie om seksuelle overgreb, magtmisbrug og fortielser.  For Kvinfos direktør Henriette Laursen er det en bog, der virkelig fik hende til at forstå, hvordan magt og krænkelser hænger sammen, og hvordan de udspiller sig i et miljø, hvor magten er samlet på få hænder og mange arbejder under prekære forhold. Og derfor sætter hun bogen i Det feministiske bibliotek. 

Hvor ofte betyder det, at ens krop udviser tegn på at være tændt, at ens hoved også er med? Og hvordan ser det sammenfald ud for henholdsvis mænd og kvinder? Det findes der et venn-diagram over i Emily Nagoskis bog "Come as you are". Og det diagram har psykoterapeut  Molly Mørch så ofte vist frem til par i hendes praksis, at Mollys eksemplar af Nagoskis bog af sig selv åbner på den side. For Molly Mørch er bogen nemlig en øjenåbner for hvordan vi kan forstå vores sexlyst, og hvorfor kvinders lyst er så kompliceret en størrelse. Og derfor sætter hun Come as you are i det feminisiske bibliotek. 

Det gipper i Elisa Lykke, når hun læser Alex Schumanns roman om hans mormor og morfars ægteskab. For den autoritære far med det store temperament kender hun alt for godt. Til gengæld læser hun resten af romanen som en hyldest til Karin, kvinden i midten, og et billede af en kvindekamp i sin vorden i en tid, hvor mændene ellers dominerer. Derfor sætter hun Brænd alle mine breve i det feministiske biblioetek.

Hvad betyder økonomisk frihed for kvinders mulighed for at udfolde sig? Alt mener Benedikte Løje Nielsen, der er forperson i Kvindeøkonomien. Og hun er ikke alene. For knapt 100 år siden holdt Virginia Woolf to forelæsninger på på Girton College og Newham College i Cambridge om kvinder og litteratur. 

Forelæsninger blev siden til bogen Sit eget værelse hvori Woolf forsætter sit undersøgelse af hvilke betingelser er nødvendige for skabelsen af kunstværker og litteratur:  ”En kvinde må nødvendigvis have sine egne penge og sit eget værelse, hvis hun skal skrive litteratur…”  skriver Woolf i bogen, og det gælder selvsagt også for andre ambitioner end de rent litterære: En kvinde må nødvendigivs have sine egne penge, hvis hun vil leve. Og derfor sætter Benedikte Løje Nielsen Woolfs bog i Det feministiske bibliotek. 

Sidste år var Rikke Østergaard bange. Bange fordi hun læste Margaret Atwoods dystopiske roman fra 1985 Tjenerindens fortælling og frygte, at bogens fremtidsverden, hvor kvinder er reduceret til fødemaskiner i et konservativt kristent USA med navnet Gilead, faktisk kunne blive til virkelighed. Siden fik USA en ny præsident og Rikkes frygt blev ikke mindre. Rikke satte bogen i Det feministiske bibliotek for at minde os om, at uvidenhed er uforskyldt, mens det er et valgt at lukke øjnene. 

Hvis vi skal overleve på den her klode, så handler det også om bæredygtighed, og derfor er det vigtigt, at vi begynder at interessere os for mådehold, og fortællinger som favoriserer det at beskytte og vedligeholde frem for at forbruge og kapitalisere på ting. Det forklarer sangskriver, forfatter og adjunkt Kristina Holgersen. Og hun finder opbakning til sit synspunkt og inspiration til, hvordan doisse fortællinger kan se ud i Mille Breyen Hauschildts Vedligeholdelsens poetik, som hun sætter på hylden i Det feministiske bibliotek.

Hvordan ville litteraturen se ud, hvis vi ikke kun fortalte historier om helte? Hvad hvis vi konstruerede historier som bæreposer, der kan rumme hele verden - også omsorg? Det er det grundlæggende spørgsmål i Ursula K. Le Guins essay Bæreposeteorien om fiktion. Forsker og foredragsholder Sabrina Vitting-Seerup har læst bogen 80-90 gange (den er også meget kort), og for hende handler dem om meget mere end litteratur. Hun bruger den til at stille spørgsmål til sin egen forskningspraksis, den måde hun formidller på, den måde hun levet sit liv på og den måde vi har konstrueret hele vores samfund på. Og hun synes, at alle andre bør læse den på samme måde. Og derfor sætter hun den i det feministiske bibliotek. For når femismen virker, er den så ikke også en bærepose, der rummer hele verdens problemer? 

Megen moderskabslitteratur i dag er præget af ensomhed, og den efterspørger ofte et fællesskab, nogle af dele sine erfaringer med. Men i Dea Triers Mørchs klassisker Vinterbørn er det fællesskab hele romanens omdrejningspunkt. Det forklarer ph.d. Ida Aaskov Dolmer. Hos Trier Mørch ligger kvinderne på flersengsstue på både svangre- og barselsgangen (og får serveret snaps af personalet), og selvom kvinderne kommer fra forskellige klasser, så er der ingen klasseskel i fødslen. Vinterbørn viser os en anden måde at danne rammer om fødslen og en mindre ensom og mere usentimental måde at blive mor på. Og derfor sætter Ida Aaskov Dolmer bogen i Det feministiske bibliotek. 

Hvis rumvæsener landede på jorden og skulle tage et en person  med sig, der kunne lære dem om mennesket og det måde at leve på, hvem skulle det så være? En midaldrende eller ældre dame, svarer Ursula K. Le Guin i sit essay Rumhejren fra 1976. For kvinden i den tredje alder er, skriver Le Guin, en kæmpe kapacitet i erfaring og indsigt. I Danmark er vi kun lige begyndt at tale om overgangsalder og livet efter den, men Le Guins næste 50 år gamle essay kan hjælpe os med den samtale og med at indse, at der er masser af liv for kvinder - også når vi ikke længere kan føde børn. Derfor sætter forfatter Lotte Kaa Andersen, hvis seneste bog også handler om overgangsalderen, Rumhejren i Det feministiske bibliotek.

En vølvestav, et bidet og en kjole med Swarovski-sten. Hvad har de tre ting til fælles? De fortæller alle sammen en vigtig historie om kvinders liv og den tid, kvinderen levede i. Derfor er de også alle tre med i Annabelle Hirschs bog Kvindernes historie i 100 objekter, der udkommer 28. februar på Gutkind. Bogen har forord af historiker Gry Jexen, og hun sætter bogen i Det feministiske bibliotek, fordi den er eksemplarisk - og morsom - historieformidling fyldt med eksempler på kvinders erfaringer, der har været underfortalt. 

Moderne forældre beskytter deres børn for meget og lærer dem samtidig, at verden er farlig. Det er synd for børnene, der ikke får lov at opleve verden selv - og ender med at blive bange for den. Det mener forfatter Johanne Mygind. Hun mener, at Ronja Røverdatter (og ikke mindst hendes forældre) er et ideal til efterfølgelse, og derfor sætter hun Astrid Lindgrens klassiker i det feministiske bibliotek med en opfordring til at sætte børnene fri - både for børn og voksnes skyld - og til at tale meget mere om at følge vores hjerte. 

Den engelske filosof Amia Srinivasan tør stille de svære spørgsmål - også dem, som feminister normalvis ikke tør røre ved: Hvad betyder samtykke egentlig? Hvad kan vi lære af incels? Og har de måske ret, når de taler om et seksuelt hierarki. Hun er let at læse, men stiller krav til sin læser om. at man tænker selv. "En god bog at tænke med" kalder antropolog og forfatter Christian Groes hendes essaysamling "Retten til Sex," som han sætter i det feministiske bibliotek. 

Hvad ville der ske, hvis vi ikke betragtede parforholdet som det eneste saliggørende? Og hvis vi turde åbne dørene til vores kernefamilie for vores venner og andre mennesker? De spørgsmål optager forfatter og journalist Johanne Bille. Og interessen er ikke blevet mindre, siden hun læste Miranda Julys hypede roman På Alle Fire. Hun sætter derfor romanen i Det feministiske bibliotek med håbet om, at vi alle sammen vil blive lidt bedre til at invitere ikke-forældre med på legeplads og ind i vores liv. 

De fysiske spor efter vold forsvinder muligvis hurtigt, men de psykiske effekter er langt mere langstrakte. Det er blandt de pointer som økonom Anne Sophie Lassen henter i Dy Plambecks roman Til min søster; en pointe hun også genfinder i forskningen. For Anne Sophie Lassen er optaget af ligestilling og kønnet ulighed i sin økonomiske forskning. Og fi følge hende er der få, der beskriver volden så råt og rammende som Dy Plambeck. Derfor sætter hun Til min søster i Det feministiske bibliotek.

Ind i mellem sker det, at man som forfatter læser noget, der helt flugter med det man selv skriver og tænker på. Det skete for Victor Boy Lindholm, da han begyndte at arbejde på det, der skulle blive til romanen En del af hjertet går ud af kroppen. Samtidig læste han første gang Rebecca Solnits essaysamling Alle Spørgsmåls Moder og særligt essayet om tavshedens historie, der satte ord på tanker, som Victor Boy Lindholm selv behandlede: Om forholdet mellem maskulinitet og tavshed. Derfor sætter han Solnits bog på bibliotekets hylder.

Da forfatter Eva Aagaard som ung gik på højskole, gav en lærer hende Sara Stridsbergs roman Darling River, hvori den svenske forfatter tager Nabokovs histore om Lolita under kritisk behandling. Romanen gjorde indtryk på Eva Aagaard - både fortællingerne og sproget. Og det er en bog, der stadig den dag i dag påvirker hendes eget forfatterskab med feminitiske tematikker.

Chimamanda Ngozi Adichies  TedTalk "Vi burde alle være feminister" blev verdenberømt, da Beyoncé samplede den på nummeret Flawless.  Essayet, der baserer sig på TedTalken vil Naima Yasin, sekretariatsleder i ungdomsorganisationen SAGA og vært på den prisvindende podcast A Seat At The Table, gerne sætte i det feministiske bibliotek. For Yasin er det essayes styrke at det både gør feminismen konkret og tilgængelig - og at den samtidig peger fremad på alt det, som feminisnem også bør handle om: Mænd, etnicitet, klasse og alle de bias og normer vi alle sammen render rundt med.

Da den østrigske kunsthistoriker E. H. Gombrich skrev sin bog om kunstens historie var der kun mænd i de første 15 udgaver. I den 16. udgave var der en enkelt kvinde. Derfor har den bristiske kunsthistoriske Katy Hessel skrevet bogen om kunsthistorien uden mænd. 


Den bog sætter billedkunsterne Augusta Atla i det feministiske bibliotek. Atla har selv dedikeret sig til at arkivere og formidle de mange kvindelige kunstnere, der har formet kunsten og skabt store værker. 

Hvordan hænger vold, magt og klasse sammen? Det spørgsmål optager økonom Birthe Larsen, der forsker i økonomisk ulighed ved CBS. Ofte tyr hun til skønlitteraturen for at forstå det, som hendes data viser. Og derfor har hun sat Christina Hagens digtsamling Pow Pow Pow i det feministisk bibliotek, fordi de illusterer netop sammenhængende mellem ulighed og vold. 

Kender du oplevelsen af at møde et menneske, der ikke mener, at vi har problemer med ligestilling i Danmark og så mangle præcis argumenter eller nye måder at formulere dem på? Det gør Laura Vilsbæk, selvom hun i årevis har arbejdet for at øge diversiteten i de danske bestyrelser. Når det sker, så slår hun op i Rikke Kirstine Østergaard og Naja Lind Rasmussens Den utålmodige feminist, som hun også betragter som en både lødig og personlig introduktion til feminismen. Og derfor sætter hun den på hylden i Det feministiske bibliotek.