Tiltrækningsstrålen er slukket, og Cosmos Universitet driver stille i kredsløb over Tuson. Et rødt lys gløder og maskinerne begynder at vågne på ny. Heltene forsøger at finde en vej ud, men hver dør fører dybere ind i det ukendte. Noget bevæger sig i mørket, og virkeligheden selv synes at forskyde sig omkring dem, på deres vej tilbage mod luftskibet

Luftskibet hænger stadig fanget i Cosmos Universitetets tiltrækningsstråle. Og inden i den store metalfirkant har heltene fundet det rum, hvor strålen kan standses, et maskinrum oplyst af turkis glød og drevet af en mærkelig krystal. Men de er ikke alene. Forvredne, halvlevende gnomer vandrer stadig gennem universitetet, bundet til maskineriet som rådne led i en glemt opfindelse. Da heltene forsøger at skjule sig, bliver de opdaget og en kamp bryder ud mellem skygger, tandhjul og skrig.

Efter en nat i frostkæmpernes sale vågner Sean, Sonny, Seren og Hellawig blandt sne og sten. Kong Bisfrost samler dem til et helligt ritual, hvor seks mægtige frostkæmper bindes til et magisk horn, en gave der kan påkalde deres styrke i nødens stund. Med hornet på ryggen og tågens kulde i hælene drager heltene mod nord. Der i det frosne øde siges et gammelt giganthoved at gemme indgangen til et gnomisk tempel, og dybt derinde tågekapslen som engang fængslede Tågen, Alletings vrede.

Kampen på dækket er ovre, men faren er langt fra forbi. Heltene hænger stadig fanget i strålen fra Cosmos Universitetet, mens Dravik Tohr og besætningen forsøger at frigøre luftskibet. I lyset fra den mærkelige firkant, der svæver i himlen, ses nu konturerne af noget enormt, en død metallisk by i himlen. Dorn bliver tilbage for at holde øje med skibet, mens Malcolm, Gnufexia, Don Brioche og Kælk springer fra sten til sten og træder ind i universitetets indre. Her møder de et forladt, men levende sted, korridorer fyldt med blå pulserende lys, dværgeruner og statuer der synes at følge deres bevægelser.

Heltene befinder sig stadig fanget i den mystiske lysstråle, der trækker deres luftskib mod Cosmos Universitetet. Ud af mørket vælter horder af vanvittige, døde gnomer frem, og kampen på dækket bryder for alvor løs. Dorn, Malcolm, Gnufexia, Don Brioche og Kælk kæmper side om side med kaptajnen og besætningen af Keldurer, Ørkensværge og Halvbærere, mens fjenderne kravler ind fra alle sider. Pile flyver, magiske toner fra luttens strenge sprænger fjender i stykker, og blodige nærkampe raser hen over skibet.

Eventyrerne forlader Tikaloc havn og træder ombord på et enormt luftskib, der bringer dem højt op over Tuson. De møder skibets styrkvinde Dravik Tohr og besætningen af Keldurer, Ørkensværge og Halvbærere. Undervejs får heltene tildelt deres egne kahytter, gaver og våben, men stemningen bliver hurtigt alvorlig, da skibet fanges af en mystisk kraft.

Sne og stilhed følger vores helte, efter de med nød og næppe overlevede mødet med det, der lå gemt under isen. Med tæerne kolde og nerverne spændte bevæger de sig videre mod gnomernes kapsel, men bjergene vogter ikke længere i tavshed. For noget stort har fået færten af dem. Noget tungt. Noget sultent. Vil de igen undslippe, som da de stod ansigt til ansigt med Rimskæl? Eller har heldet forladt dem på det værst tænkelige tidspunkt? Et afsnit med tunge fodspor, stigende spænding og måske et glimt af noget langt ældre end tågen selv.

Kulden bider, men farerne bider hårdere. I dette intense afsnit sætter gruppen alt på spil, da en konfrontation trækker dem ind i en livsfarlig kamp midt i det iskolde nord. Tågen letter for en stund, men kun for at afsløre noget endnu værre. Taktik, terninger og desperation. Ingen kan vide, hvem der står oprejst til sidst.

De har forladt Islæ. Frostkuglen omkring byen smelter, vampyrerne rasler i kulissen, og Stivfinger fører dem mod nord, mod det ukendte. Bjergene kalder, sneen knaser, og et gigantisk offerhul åbenbarer sig i landskabet. Men hvad sker der, når broen man går på begynder at gyse? Når fraktioner mødes omkring afgrunden? Og når man ikke længere kan huske, hvem der egentlig gav én den dukke? Et afsnit med hængebroer, istapper, affaldssortering og nye spørgsmål om det glemte våben, kapslen og den sande oprindelse af tågen. De bevæger sig videre mod gnomernes skjulte bygninger og måske en ny afsløring.

I den snedækkede og dødstille by Islæ finder vores helte kun frosne skikkelser, stivnede i gang med hverdagsgerninger, midt i bevægelser, som om tiden bare er frosset. Ingen bevæger sig. Ingen ånder. Og alligevel… er der noget, der ikke føles dødt. Et blik der hænger for længe. En finger, man næsten synes, man så rykke. En fornemmelse af, at de bliver betragtet, fra øjne, der burde være dækket af is.

Dvalevant’n strækker sig ud foran dem: en uendelig, spejlblank frossen sø, hvor vinden bider, og stilheden hvæser. Heltene står på kanten af det ukendte – bag dem Suskaldskovens tåge, foran dem den forladte by Islæ. Men turen over isen er ikke bare fysisk krævende. Det er som om selve søen lytter… bevæger sig… og hvisker. En forbandet kappe, en vision fra Gnistring og mørke stemmer i tågen gør hvert skridt tungt og utrygt. Og da de endelig når frem til Islæ, virker byen alt andet end klar til at tage imod dem.

Vores helte bevæger sig ind i Suskald Skoven, et sted, hvor træerne synes at lytte, og hvor stierne vrider sig, når man vender ryggen til. Kulden bider, men det er ikke det eneste, der gør ondt. Noget i mørket tester deres sammenhold, deres dømmekraft og måske deres værdighed. Ikke alt kan bekæmpes med stål og ild. Nogle gange må man tænke skævt… eller slet ikke tænke. Følg Hellawig, Alistair, Kornstråle og Sonny i et af de mærkeligste og mest absurde afsnit til dato – hvor mørket i træerne måske ikke er det farligste…

Vinteren strammer sit greb, og heltene kæmper sig frem gennem den dybe skov nord for Nordrum, med en ny, relativ uhyggelig følgesvend ved deres side: Bob. Men skovens stilhed bedrager. Noget skjuler sig mellem grantræernes skygger, hurtigt og nådesløst. Et angreb kommer uden varsel, og selv toppen af træerne er ikke sikker. Mens sneen drysser, og nerverne flosser, bliver spørgsmålene flere: Hvem eller hvad jager dem? Og hvem fanden er Bob?

Efter at have forladt Nordrum og bevæget sig dybere ind i den sneklædte ødemark, støder vores helte på en tilsyneladende nødlidende lejr og en katteagtig mand, der bønfalder dem om hjælp. Men det hele er en fælde. Et bagholdsangreb. Og det, der ligner simple røvere, viser sig at være noget langt mørkere og mere foruroligende. På en frossen bro over en buldrende elv bryder kampens tåge løs – bogstaveligt talt. Ildkugler flyver, torden slår ned fra himlen, og en ildkugle sætter verden i brand. Magien koger, stål møder stål, og overlevelse bliver en dans mellem liv og død

Heltene har forladt Nordrum og begivet sig nordpå, mod det isdækkede landskab og den frosne sø Dvalevat’n. Bag dem ligger byens damp og sidequests – foran dem venter kulden, ensomheden… og skygger i sneen. Midt på en øde stenbro over en brusende elv møder de en katteagtig skikkelse, der råber på hjælp. En lejr er blevet overfaldet, siger han. Men noget føles forkert. Øjnene ser ét – mavefornemmelsen noget helt andet.

Vores helte er i den nordlige by Nordrum – et afsidesliggende sted omgivet af mørke skove og hængende tågebanker. Her er hemmeligheder om tågen, som kan bringe vores helte tættere på en løsning. Mens gruppen forsøger at finde ly og hvile, begynder natten at ånde dem i nakken. Under stjernernes kolde skær og i skæret fra to måner mærkes en tiltagende uro. En beboer forsvinder i mørket. En skygge kalder. Og en ældgammel kvinde – måske en heks – bevæger sig mellem drøm og virkelighed. Nordrum har sine egne regler. Og dem, der ikke lytter, risikerer at blive glemt.

Efter nødlandingen i Brudringe-bjergene når heltene endelig frem til den frosne by Nordrum – et sted mærket af kulde, sorg og noget langt mere udefinerbart: stilheden efter tågen. Men byen har overlevet, og blandt ruinerne finder de ikke bare varme, men vidnesbyrd om, hvad tågen har gjort ved dem, der ikke kunne flygte. Mens gruppen splittes for at hjælpe, undersøge og hvile, kastes en af dem ud i et ritual, der aldrig burde være nødvendigt – et helligt dampbad med mørkværn og guddommelige bønner. Midt i dampen, under de visnende guders blik, skal lyset kæmpe mod glemslens skygger.

Efter at have forladt Tikaloc i en luftballon, begiver vores helte sig nordpå – over landskaber indhyllet i tåge og mytisk mørke. Kursen er sat mod Brudringe Bjergene og det sted, hvor gnomerne engang indkapslede tågen. Men rejsen bliver alt andet end fredelig. Et mareridt varsler uro i sjælen, og et uventet stormvejr truer med at kaste dem ud i intetheden. Uden varsel tvinges heltene ud i en kamp mod naturens rasen – og mod deres egne begrænsninger. Magien svigter, minder brænder, og gamle sår flås op. Da ballonen endelig styrter ned, lander de i det frosne landskab ved kanten af verden – nær byen Nor’drum. Men intet er givet, og kulden, udmattelsen og ukendte kræfter truer med at knække dem, før de når frem. Spørgsmålet er ikke længere om de overlever. Det er, hvor meget de mister på vejen.

Den falske hydra er død, men Tuson hviler ikke. Minderne strømmer tilbage, sorgen hænger i luften, og mens nogle helte samles for at slikke deres sår, løfter byen sig igen. På dokken venter luftskibene – og med dem, nye valg. Et hold drager mod månen for at hente sværdet, der kan presse tågen. Et andet bliver tilbage… men ikke for at hvile. For nu spores tågens oprindelse. Et gammelt kort, en gnomisk kapsel, og et bjerg i nord, hvor kulden skærer og svarene gemmer sig. Gnufixia, Sonny, Sean, Alistair og Hellawig – B-holdet – har fået en ny mission. Tiden er knap, tågen bevæger sig, og kun én ting er sikkert: det her er ikke over.