I denne episode trækkes vores helte ind i det uundgåelige mørke – i bogstaveligste forstand. En enkelt berøring ved en vandpyt i loftet har vendt verden på hovedet og suget dem ned i et mystisk, vandspejlsagtigt rør fyldt med uro, panik og… noget, der venter. Uden retning, uden luft og uden synlig udvej kæmper gruppen mod et væsen, der bevæger sig som en drøm – eller et mareridt. Dets form skifter konstant mellem sten, fisk og skygge, og selv tankens kraft giver ikke svar. Mens panikken breder sig og luften svinder, knækker troen på madamer, guder og hinanden. Nogle bliver trukket dybere ind, andre når overfladen – men ikke alle gør det i tide.

I mørket under Tikaloc er virkeligheden begyndt at slå revner. Vores helte har netop åbnet to sarkofager – og vækket to døde søstre til live. Eller næsten. De står nu over for et skræmmende valg: For hver af de døde kvinder tilbyder at opfylde deres vildeste ønsker… hvis blot de vil dræbe den anden. Guld flyder. Muskler svulmer. Visdom skænkes. Og længsler bliver til virkelighed. Men for hvert ønske, der opfyldes, vokser tvivlen: Hvad er prisen? Hvem er de, der lover alt? Og hvad sker der, når hele familien – døtre, sønner, dronning og konge – kræver hinandens liv for at genvinde deres egen? Et mægtigt sværd tilbydes. En trone lurer i mørket. Og midt i det hele står heltene – splittede mellem moral, fristelse og det større mål: at standse den falske hydra og redde Tuson fra tågens greb.

Vores helte befinder sig stadig under den svævende by Tikaloc – og i dette afsnit bliver det mere kaotisk end nogensinde. En labyrintisk tunnel kollapser omkring dem, gulvet forsvinder under fødderne, og gruppen kastes i frit fald ned i mørket. Da de vågner, er noget forandret. Et mærkeligt, skævt rum fyldt med balsamerede kældur-figurer viser sig ikke kun at være et gravkammer – men måske også et sted, hvor sandheder kan vende tilbage. Minder fra tidligere oplevelser dukker pludseligt op. Den falske hydras forbandelse – dens sang – har mistet grebet for en stund, og gruppen husker pludselig det, de ikke burde kunne huske. Samtidig opdager de, at noget underligt siver ud af statuerne – en sort, tjæreagtig substans med skimmel-lignende træk. En hemmelig mekanisme afsløres, og en dør åbnes, men hvad venter bag næste hjørne?

Efter at have overlevet mødet med spejlene og den forførende fare i Skyggeverden, vender gruppen tilbage til deres mission: at forsegle de sidste udgange under den svævende by Tikaloc – før noget ondt slipper ud. Men det er lettere sagt end gjort, når tyngdekraften vender, og gulv bliver til loft. I et forladt og forvrænget værksted, hvor en stillestående vandpyt hænger i loftet som en mørk trussel, forsøger heltene at finde ud af, hvad der skjuler sig på den anden side. Ét dyk, og virkeligheden flår sig op: Vandet er dybt, forvirrende, og noget venter i det. Noget, der ligner både sten og væsen. Mens panikken breder sig, og knuder bindes i både reb og relationer, sætter gruppen alt ind på at forstå – og overleve – endnu en del af Tikalocs mystiske indre.

Gruppen står over for en ny, forførende trussel i de spejlbeklædte gange under Tikaloc. Efter Sean Kronstråle forsvandt i skyggerne, bliver sandheden sværere at skelne fra illusionen. Spejlene viser ikke altid det, de burde – og nogle refleksioner har deres egen vilje. En ukendt skikkelse træder frem, lokkende og smilende, men noget føles forkert. Hun taler direkte til sjælen og vækker en usikkerhed, der langsomt æder sig ind på gruppen. Hvem kan de stole på? Hvem er virkelig? Og hvad sker der, hvis de lytter for længe?

Gruppen bevæger sig dybere ind i de forfaldne kamre under Tikalocs pyramide, hvor mørket skjuler mere end bare gamle ruiner. Efter en hård kamp mod en muteret Keldur har de knap tid til at trække vejret, før en ny opdagelse ryster dem. En sarkofag åbnes, og en gammel Keldur-ånd vækkes til live. Han taler om en usynlig trussel, en glemt sandhed og en sang, der har fulgt dem hele vejen uden, at de har indset det. Men kan de stole på deres egne minder, når tågen sniger sig ind i deres sind?

Gruppen bevæger sig stadig dybere ind under Tikalocs pyramide, hvor mørket gemmer på både hemmeligheder og dødbringende fælder. Hver gåde, de møder, er ikke bare en udfordring – den er en potentiel dødsdom, hvis de ikke tænker sig om. Dorn, Kælk, Brious og Melcom må bruge alt deres kløgt og samarbejde for at overleve. De har allerede set, hvad pyramiden skjuler, men spørgsmålet er, om de kan finde en vej ud igen – eller om de ender som endnu en del af dens dystre historie.

Dorn, Kælk, Brious og Melcom har begivet sig ned i dybet under Tikalocs store steppepyramide, hvor mørket skjuler hemmeligheder fra en svunden tid. Dungeonens korridorer er spærret af fælder og magiske gåder – som det så ofte er, når man trænger ind steder, man ikke burde være. Men gruppen har intet valg. Ondskaben må stoppes, hvis de skal vinde Kelduernes tillid og sikre deres hjælp til at finde sværdet, der kan drive tågen væk fra Tuson. Spørgsmålet er bare, hvad der venter dem i mørket … og om de overhovedet er klar til at møde det.

Denne gang følger vi en anden del af gruppen. Mens deres rejsefæller arbejder på at forhindre monsteret i at flygte, har denne gruppe fået en langt mere dødbringende opgave – at sikre, at det aldrig slipper væk igen. For at finde og nedkæmpe væsenet må de bevæge sig gennem en massiv stenport under Tikalocs store pyramide og ned i kamre, som selv Kelduerne undgår. Her afslører mørket gamle levn fra tidligere Keldur-kulturer, ofret til den evigt sultne by. På overfladen fremstår Kelduerne som et folk i harmoni, men ofringerne og de dystre kamre under byen maler et helt andet billede.

Vores helte har nået kanten af Tikaloc – ikke ovenpå, men under den svævende by. Deres opgave er klar: de må forsegle udgangene under byen for at forhindre den ondskab, der hærger Tikaloc, i at undslippe. Sean, Gnufixia, Hellerwig og Sonny har støvler og magi, der lader dem bevæge sig frit på byens underside, men ikke alle er så heldigt stillet. For nogle i gruppen er den eneste vej frem at stole blindt på reb og deres venners greb. Med afgrunden gøende under dem og mørket tættere på end nogensinde før, bliver enhver bevægelse et spørgsmål om liv eller fald. Men Tikaloc bærer på sine egne hemmeligheder. Underbyen, skjult for de fleste, er fyldt med rester af tidligere Keldur-byer, som Tikaloc har opslugt gennem århundrederne. Og som det så ofte er i Dungeons & Dragons – når et sted bliver forladt, har ondskaben en tendens til at flytte ind.

Et frygtindgydende væsen jager gennem Tikalocs gader og undergrund, men dets hypnotiske sang har forhekset byens folk. Alle har set det – men ingen kan huske det. Under væsenets tryllebindende melodi bliver hver eneste erindring om monsteret visket væk som dug for Aleting. Gnomen Deduder har opsøgt heltene med anmodning om hjælp. Han hævder, at det ikke kun vil hjælpe dem med at finde en måde at nå en af de tre måner, men også gavne ham selv – selvom hans egne motiver stadig er indhyllet i mystik. Er Deduder en værdifuld allieret, eller har han sin egen skjulte dagsorden?

Gruppen har nu tilbragt et døgn i den flyvende by Tikaloc, hvor de har beundret byens storslåede arkitektur. Det høje og elegante folk, Keldurne, har vist sig at være lige så fascinerende som byen selv, og festivalens farverige festligheder – med alt fra musik og bønner, til blodige ofringer – har efterladt heltene med lige dele undren og uro. Men noget føles forkert. Små detaljer falder ikke på plads, som om noget ulmer under overfladen. Noget Keldurne enten ikke vil – eller ikke kan – fortælle. Hvad er det, der gemmer sig bag Tikalocs smukke facade? Og hvilken rolle spiller festivalen i alt dette?

Gruppen træder ind i Torvilda Dybslags helligste rum, kun for at finde det i ruiner. Sten væltet af væggene, relieffer knust, og det, der engang var et sted for dværgepilgrimmenes ærefrygt, er nu et kaotisk gravkammer. Ingen spor af Blå Skæls hule er at finde, og vejen frem synes lukket – men tågen har ikke givet slip. Mens væsner fra tågen bryder frem fra de skygger, der kryber langs væggene, må heltene finde mening i rummet. Er der en skjult vej blandt ruinerne? Eller er dette stedet, hvor tågen endelig gør krav på dem? Tiden er knap, og tågens sang bliver kun højere.

Gruppen er leder efter vejen ind ind i dragen Blå Skæls hule gennem et helligt sted dedikeret til dværgehelgenen Torvilda Dybslag. Relieffer og inskriptioner vidner om en tid, hvor dette sted var et pilgrimsmål, men nu er det forvredet af tågen. Her, dybt under bjergenes skygger, står heltene overfor tågesangerne – tågens vogtere, hvis fængslende sange lokker og fordrejer sindet. Mens deres vej til Blå Skæls dyrebare skat bliver stadig farligere, må heltene navigere mellem hulens naturlig forsvar og tågens dødsensfarlige væsner. Kan de modstå tågesangernes kald og afsløre, hvad tågen så desperat forsøger at skjule? Eller vil de miste sig selv i mørket?

Efter at have indgået en skrøbelig aftale med den selvudråbte mægtige drage Blå Skæl, står heltene over for en farefuld færd. Blå Skæl, en skabning hvis arrogance næsten overskygger hans kraft, har sendt gruppen på en mission af største vigtighed: at bringe ham noget af det mest dyrebare, han ejer. Men opgaven er langt fra simpel – hans skjulte skat befinder sig i hjertet af en bjergkæde, indhyllet i den dødelige og altfortærende tåge. Med Memekaaniks mekaniske dragter iført tager fire af heltene mod mørket, mens Gnufixia må tage en anden vej. Som væsen af Skyggernes Verden træder hun ind i en dimension, der spejler virkeligheden, men forvrænger den på foruroligende vis. Alt er som bekendt – og dog ej. Skyggeverdenen vrider og former sig efter hendes bevægelser, og dens farer er lige så uforudsigelige som dens landskab. I mellemtiden bevæger resten af gruppen sig ned i dragens hule, hvor hvert skridt bringer dem tættere på det ukendte. Tågen lurer ved kanten af deres syn, en tavs fjende, der kun venter på at slå til. Men hvad gemmer der sig virkelig i dybet? Er Blå Skæls dyrebare skat, hvad han lover, eller er det noget langt mørkere, der venter dem?

Mens én gruppe heltemodige eventyrere kæmper sig vej gennem de forvrængede kroge af MemeKaanics sind, flyver en anden luftballon mod ukendte horisonter. Over den altopslugende tåge og væk fra Knudens trøstesløse ruiner søger de en løsning på verdens skæbne. Denne gruppe består af en broget skare, hver med deres unikke evner og mangel på samme. Kælk, den gamle fisker, bærer af et mystisk stenfragment af ukendt oprindelse, hvis sande natur selv han frygter. Ved hans side rejser Gnufixia, en gådefuld skikkelse fra Skyggernes Verden. Sunny, kendt som Ildens Herre, mens Sean Kornståle, sværddanseren fra Månelunden, Den sidste i gruppen, præsten af Hellmore, en lavmælt halvork med dyb indre styrke, bærer sin tro som et skjold mod mørket. Men denne rejse er alt andet end sikker. Over tågens endeløse dybder står heltene snart ansigt til ansigt med en fjende, der får selv den mest hærdede kriger til at vakle. Vil vores helte kunne stå sammen og modstå denne mægtige skabning, eller vil deres rejse slutte, før den overhovedet er begyndt? Tag med på endnu et hæsblæsende afsnit af Stemmernes Tårn, hvor mod, venskab og overlevelse bliver sat på prøve i en verden af skygger og magi.

Gruppen dykker dybere ned i Memekaaniks sind, hvor kaos og uforløste minder kæmper om deres opmærksomhed. Gennem deres rejse møder de et væld af bizarre og forvredne scener, der afslører glimt af hans liv og den smerte, han forsøger at glemme. Midt i dette virvar står én ting klart: Memekaaniks datter spiller en central rolle i alt dette. Han talte om hende tidligere – men hvem er hun egentlig, og hvilken forbindelse har hun til denne mentale fælde? I dette afsnit finder de sandheden om Memekaanik, men betyder det at de kan finde ud og komme tilbage til deres opgave - at finde en løsning på, Tågen over Tuson

Langsomt, stykke for stykke, er gruppen begyndt at forstå, at de befinder sig inde i Memekaaniks sind. Men hvorfor? Og hvordan er de havnet her? De vandrer fra rum til rum, hvert mærkværdigt og forvredet, som om de er afspejlinger af hans tanker, viden, erindringer, følelser og hvad der ellers hører til i et sind. Stedet føles som en labyrint, der leder dem dybere ind i Memekaaniks væsen. Men ét spørgsmål bliver stadig mere presserende: Hvordan slipper de fri af denne mentale fælde, før de selv bliver en del af den? Da vi sidst forlod vores helte, befandt de sig i et surrealistisk rum af svævende klippestykker, hvor gargoiler med tomme blikke stirrer på dem. Dorn, beslutsom som altid, sprang mod et af klippestykker som hænger uden en gargoil, for at placere den gargoil, de havde fundet i det loftløse bibliotek, som det havde lykkes Alestar at formindske – men skæbnens terninger var ikke med ham denne gang og det er her vi taget tråden op...

Efter at vores gruppe af modige eventyrere flygtede fra byen Knuden, blev de vidner til en rædsel uden lige. Under deres flugt så de byen blive opslugt af et væsen kaldet frem fra en anden verden – en kraft så mørk, at selv skyggens væsner ville skælve. Langs deres vej henover tågen stødte de på en flok overlevende, men det stod hurtigt klart, at disse sjæle havde overlevet på den mest grusomme måde – ved at fortære deres egne. Rædslen og vildskaben i deres øjne fik vores helte til hurtigt at finde på en undskyldning for at komme videre. Memekaanik, gruppens troldmand og måske mest besynderlige selskab, begyndte at opføre sig mærkværdigt efter deres flugt fra Knuden. Hans blik blev tomt og fjernere for hver dag, og noget mørkt syntes at krible bag hans øjne. De opdagede hurtigt, at han aldrig sov, som om han vogtede over noget skjult dybt i sit sind. En nat forsøgte Malcom, den kløgtige bard, at synge en melodi, en beroligende og ældgammel sang, som kunne bringe ro til rastløse sjæle. Sangen bredte sig som en tåge over gruppen, og langsomt, en efter en, sank de ned i en dyb søvn. Men da de vågnede, befandt de sig ikke længere i luftballonen. Stedet, de var kommet til, føltes som en drøm eller en besynderlig mystisk verden. En tåge af minder, følelser og fragmenter af noget uforståeligt hang i luften omkring dem. Alt føltes skævt og forvrænget – som om de trådte rundt i nogen andens tanker og drømme. De stod midt i et sted, hvor logik og naturens love var blevet kastet bort. Men hvis dette sted var et sind, hvis sind var det så?