
Selvom dopingmisbrug stort set ikke eksisterer i dansk vægtløftning, har det desværre været et stort problem for sporten på internationalt plan i mange år. Faktisk så stort et problem at vægtløftning var og stadig er i fare for ikke at blive inkluderet i de olympiske lege.
Doping er defineret som ulovlige præstationsfremmende midler. Det kan eksempelvis være hormoner eller forskellige former for medicin, som på den ene eller anden måde kan være med til at øge kroppens præstationsevne. Eksempelvis findes der præparater, som kan forbedre kroppens fedtforbrænding, restitutionsevne, muskelstyrke og -størrelse. I en sport som vægtløftning hvor det fysiske spiller så stor en rolle, har det altså en stor effekt på den enkelte udøvers niveau, hvilket også er årsagen til at mange tyer til brug af disse midler i jagten på medaljer. Dopingmisbrug i sport har altid været kendt, men ofte svært at bevise fordi forskellige nationer bruger mange midler på at forske i, hvordan man bruger det bedst og skjuler det, når udøverne udsættes for dopingtests. I 2017 valgte man med ny teknologi at genteste mange af de tidligere OL-medaljetageres urinprøver fra 2008 og 2012. Her fandt man at hele 30 tidligere medaljetagere havde brugt ulovlige midler, hvilket resulterede i at de fik frataget deres medaljer. Dette fik også den olympiske komite til at kræve en massiv indsats fra det internationale vægtløftningsforbund, hvis sporten fortsat skulle være en del af det olympiske program. Dette førte bl.a. til udelukkelse af hele nationer, samt en oprydning af sporten og nogle en dens korrupte aktører. Siden da har problemet været dalende, samtidig med at det internationale vægtløftningsforbund stadig skærper reglerne for at komme problemet til livs.
For mange nationer er sportslig succes en måde at opnå status og international politisk indflydelse. Derfor giver det også nogle lande incitament til at snyde sig til succes og tage alle midler i brug, for at opnå målet. Men da dopingmisbrug er snyd og imod reglerne, ødelægger det den retfærdige konkurrence. Når man dyrker sport, tester man i høj grad sig selv og ens evner og forsøger at flytte grænserne til det yderste. Her har man brug for modstandere, som i konkurrencen kan hjælpe en med at rykke sine grænser. Hver sport har et regelsæt, som sikrer at det er nogle helt specifikke evner som testes. Men når doping tages i brug, er det pludselig ikke længere udelukkende disse evner som testes, men også lægernes og præparaternes evne til at manipulere den menneskelige fysik. Dette ødelægger ikke bare sporten og dens formål, men også konkurrencen og respekten overfor sine modstandere. Hvis konkurrencen skal holdes på lige vilkår, tvinges øvrige atleter til også at bruge doping. På denne måde kommer alle desværre til at betale prisen i sidste ende fordi dopingmisbrug er skadeligt. Misbrug af medicin har nemlig store helbredsmæssige konsekvenser og fører ofte til tidlig død og en masse andre negative følgevirkninger. Derfor er det også vigtigt at kampen tages op imod snyd og meget positivt at det internationale vægtløftningsforbund i dag bruger utroligt mange kræfter på at udrydde brug af doping i sporten.