
Udover at funktionel fitness er en meget effektiv motionsform, så eksisterer den også som en konkurrencesport. I 2007 blev det første CrossFit Games afholdt i Californien, hvilket efterfølgende har banet vej for en stor interesse for CrossFit konkurrencer, på både store og små scener. CrossFit Games har bl.a. udviklet sig til en omfattende fitnesskonkurrence, hvor man forsøger at finde ”the fittest man and woman on earth”. I 2017 afholdte det internationale forbund for funktionel fitness deres første verdensmesterskaber, og har sidenhen udtrykt at de har en ambition om at komme på det olympiske program. Når man konkurrerer i funktionel fitness, forsøger man at finde den person, der er i bedst form. Det at være i bedst form er defineret ud fra et bredt spektrum af parametre og betyder at man både skal være i stand til at løfte tungt, være udholdende og kunne arbejde hurtigt og længe med mange forskellige bevægelser. Forud for verdensmesterskaberne hvert år, laver en programkomité en masse fitnesstests, som har til formål at teste atleternes evner. Disse tests kan ses på det internationale forbunds hjemmeside, functionalfitness.sport. I både CrossFit og Funktionel Fitness konkurrencer er der dommere, som skal sikre at de konkurrerende atleter overholder reglerne og bevægelsesstandarderne. Det betyder at der er udgivet et regelsæt for alle øvelser, for hvordan de skal udføres for at de tæller. I en burpee skal man eksempelvis røre jorden med både bryst og lår i bunden af bevægelsen, samt være fuldt udstrakt i toppen af bevægelsen, for at gentagelserne tæller.