
Et squat kaldes også på dansk for en benbøjning. I sin helt simple form, gælder det grundlæggende om at bøje benene, gå ned i hug og rejse sig op igen. Øvelsen bruges til at træne lår, balder og kernemuskulaturen, men også en masse andre muskelgrupper i hele kroppen. Squattet er en af de mest basale frivægtsøvelser og bruges i mange forskellige sammenhænge i Funktionel Fitness. Eksempelvis findes der følgende varianter: - Back squat - Front squat - Overhead squat - Goblet squat Men også mange øvelser, hvor squattet fungerer som et delement i den fulde øvelse: - Thrusters - Wall ball shots - Squat cleans Hvordan laver man et squat? Når du skal lave et squat, så start med følgende: 1) Placer fødderne i hoftebredde og peg eventuelt tæerne en smule udad 2) Ret ryggen, hold brystet højt og sørg for at hælene bliver i jorden hele tiden 3) Bøj knæ og hofte på samme tid, så knæene bevæger sig fremad og hoften en smule tilbage 4) Gå så dybt som muligt uden at ryggen runder og forsøg samtidig at skubbe knæene udad 5) Når den fulde dybde er nået, så rejs dig op igen og stræk knæ og hofte ud. For nogen er squattet det mest naturlige og en meget nem bevægelse. For andre kan det være udfordrende, hvis man er begrænset af sin mobilitet eller styrke. Uanset hvad kan øvelsen altid skaleres til den dybde man nu kan komme til, mens man både kan øve sig på sin styrke og mobilitet for at forbedre sig.