I dette afsnit af Koryfæer har jeg sat mig ned med Jens Johansen – dirigent, arrangør og komponist, og en sand pioner inden for rytmisk kormusik.Vi taler om hans musikalske opvækst, det banebrydende arbejde med Vocal Line, og hans mange år som underviser og inspirator for generationer af unge mennesker. Jens deler sine refleksioner om kunstnerisk lederskab, kormiljøets udvikling – og hvad der egentlig skal til for at skabe et kor, der tør finde sin egen lyd. Vi runder også bogen Lyden af et livsværk, der udkom i 2024 og giver et unikt indblik i Jens’ liv med musikken – og i Vocal Lines særlige rejse.
I dette afsnit af Koryfæer besøger jeg komponist og pianist Rasmus Skov Borring – en central figur i nutidens fællessangskultur og en stærk stemme i den danske folkeoplysningstradition.Vi taler om hans musikalske baggrund, hans engagement i højskolesangbogen og hans arbejde med at gøre den danske sangskat tilgængelig for alle. Rasmus fortæller om sin nye bog, sine tanker om fællessangens fremtid, og hvorfor det stadig giver mening at synge sammen – både i forsamlingshuse og på gader og stræder.
I denne episode af Koryfæer har jeg besøg af Severin Korsgaard, der i 2023 tiltrådte som dirigent for Herning Kirkes Drengekor. Severin er en dygtig dirigent, komponist og arrangør, og i denne samtale dykker vi ned i hans arbejde med drengekoret – fra hverdagen i koret til de musikalske og pædagogiske overvejelser, der følger med at arbejde med unge sangere.
Vi ser også tilbage på vores fælles tid i Skt. Clemens Drengekor i Aarhus og reflekterer over, hvordan det har formet os begge. Til sidst kaster vi os ud i en samtale om fremtiden for korlivet i Danmark: Hvor er vi på vej hen? Og hvad skal der til for at styrke og udvikle den danske kormusik?
Lyt med til en spændende snak om drengekor, dirigentliv og visioner for fremtidens korlandskab
I denne bonusepisode af Koryfæer taler jeg med Lene Juul Langballe, der er projektleder for korfestivalen og konkurrencen European Choir Games. Til sommer kommer denne store internationale korkonkurrence til Aarhus, hvor 130 kor fra hele verden vil samles for at synge og konkurrere.Lene deler spændende indblik i forberedelserne, fortæller om nogle af de musikalske højdepunkter, og giver et smugkig på, hvad både deltagere og publikum kan glæde sig til.Lyt med og få et unikt indblik i maskineriet bag en af Europas største korkonkurrencer – og bliv inspireret til at opleve det hele på nærmeste hold til sommer i Aarhus.
I tredje episode af Koryfæer – en podcast om kor – møder jeg Lisbeth Gråkjær, der som formand for Kor72 har spillet en central rolle i det danske amatørkorliv. Kor72 har i årtier været en hjørnesten for korsangere over hele landet med sine kurser, workshops og fællesskaber, og Lisbeth har været en drivkraft bag organisationens udvikling.
I denne episode dykker vi ned i Lisbeths vej ind i korverdenen, hendes tanker om amatørkorlivets betydning, og hvordan hun ser fremtiden for Kor72 og det danske korlandskab.
I anden episode af Koryfæer – en podcast om kor møder jeg sangskriver, komponist, sanger og højskolelærer Marianne Søgaard. Marianne er kendt for sit enkle og iørefaldende tonesprog, der samler folk på tværs af generationer i fællessang. Hun er repræsenteret med syv melodier og en tekst i Højskolesangbogens 19. udgave og har bidraget til Kirkesangbogen, Morgensangbogen og Efterskolesangbogen.
I denne episode dykker vi ned i Mariannes musikalske rejse, fra hendes uddannelse som rytmisk sanger på Rytmisk Musikkonservatorium i København til hendes virke som højskolelærer på Silkeborg Højskole siden 2017. Vi taler om hendes kompositioner og sange, og sågar om hendes tid som dukkefører for Sigurd Barrett.
I denne første episode af "Koryfæer - En podcast om kor" er jeg taget til Frederikshavn for at besøge en af mine gode venner, Per Drud Nielsen. Vi dykker ned i hans spændende rejse fra barndommens messingorkester i Odense til livet som en af Danmarks mest anerkendte korkomponister. Per fortæller om det kærlige skub, der satte gang i hans karriere som komponist i en alder af 50, og vi taler om hans musikalske tosprogethed, fra den strofiske sang til det komplekse korværk.
Jeg undskylder på forhånd hvis lydkvaliteten er en smule rå. Disse første par episoder har også været en rejse for mig i at lære mit udstyr at kende, og jeg lover at det bliver bedre med tiden!