"Det er lidt træls, at det ikke allerede blev opdaget i folkeskolen", fortæller Rikke. Først som voksen og efter flere depressioner og mislykkede forsøg på at gennemføre en uddannelse blev hun diagnosticeret med ADD og fik den rette støtte i hverdagen.
"Brug din sårbarhed som din styrke og ræk ud" siger Frederik, der ovenpå en svær opvækst har perioder med angst og depression.
"Hvis ikke du lærer at tage nederlaget, lærer du aldrig at få en sejr", siger Philip, der som teenager udviklede en bipolar lidelse.
"Folk vurderede mig hele tiden bedre, end jeg egentlig havde det" siger Nil, der fik en fødselsdepression. Hun brugte de efterfølgende 2½ år på at komme ud af depressionen og finde frem til en ny dagligdag, hvor hun ikke kunne helt det samme som før.
Vibeke Bliksted taler med mennesker med psykisk sårbarhed med henblik på at møde det hele, unikke menneske bag en psykiatrisk diagnose.