disclaimer; jeg ved godt, at jeg bander meget i det her afsnit, sorry :)

Hvorfor føles det nogle gange, som om man skal undskylde for at ønske sig kærlighed? Som om det er lidt pinligt at sige højt, at man gerne vil have en kæreste – medmindre det efterfølges af et 'jeg har det også virkelig godt alene'?
I det her afsnit taler jeg om følelsen af at være single og længes efter kærlighed. Ikke som noget desperat. Ikke som noget svagt. Men som noget dybt menneskeligt.
Jeg deler også min lille liste og de dating-regler, jeg med tiden forsøger at efterleve – for ikke at ende i de samme situationer igen og igen.

Det her er til dig, der længes, uden at ville undskylde for det. Til dig, der har stået med håbet i hænderne – og fået det revet væk igen.
Du er ikke alene. Det lover jeg.

Tak fordi du lytter med!

/ Anne 💛

@foelelsen