Jeg har inviteret Karoline med i denne episode, hvor vi snakker om vores mor-datter-relation, og hvad det har krævet af os i en tid, der har ændret sig så radikalt.

Jeg vil så gerne støtte Karoline bedst muligt og hjælpe hende alt det, jeg kan i forbindelse med hendes sygdom. Hvordan gør jeg bedst det? Hvad har hun brug for? Og hvordan får jeg talt med hende om det? Kan jeg komme til at gøre hende ked af det, hvis jeg bringer emnet på bane? Er jeg der nok for hende?

Samtidig er jeg også meget bekymret for hende og har brug for nogle aftaler med Karoline, som kan gøre mig mere tryg.

Det er en helt ny situation, vi står i, og det er en ny udfordring i vores mor-datter-forhold.

Det hele tager en uventet drejning, som du kan høre i dette afsnits outro.

Når alt er kaos og krise, er der ingen overskud til almindelige daglige gøremål eller til at være selskabelig og kontakte vennerne.

I denne episode taler jeg med min veninde, Hanne Vinsten, om at have brug for venners omsorg uden selv at være i stand til at række ud. Om de meget forskellige reaktioner fra vennerne, og om at være vennen, der på den anden side kan føle sig usikker på, hvad mit behov er, og hvordan man rammer rigtigt.

Og det er ikke så enkelt endda, når behovene kan ændre sig fra dag til dag.

Den kristne Gud er en god Gud. Det har jeg imidlertid svært ved at få øje på lige for tiden. Hvis han virkelig er en god Gud, hvordan kan man så se det, og hvad betyder det?

Det ser ikke ud til, at det betyder, at han passer på mig. Og hvis han ikke gør det, hvad skal jeg så bruge bøn til?

Disse tanker og spørgsmål udfordrer jeg præst i Holbæk Frikirke, Simon Engmose, til at tage en snak om.

Jeg har altid tænkt – og også hørt fra mange, at vi midt i mørket kan regne med, at Gud går med os. Vi er ikke alene. Han trøster os og vi vil kunne mærke Hans overnaturlige fred midt i kaos.

Men jeg føler mig forladt og alene. Jeg finder ingen trøst. Hvor er Gud blevet af?

Jeg stiller præst i Holbæk Frikirke, Simon Engmose, disse og flere spørgsmål, som han gerne går i dialog om.

Jeg snakker med psykolog, Ulla Viffeldt Smistrup, om den utryghed, angst og sorg, der følger, efter at min datter er blevet ramt af kræft.

Sorgen over at se sit voksne barn i fortvivlelse, angst og smerte.

Angsten for at miste og den evigt tabte tryghed. Kan jeg holde til det?

Kommer glæden og ”mit normale jeg” nogensinde tilbage?

Den dag min datter fik en kræftdiagnose, ramlede min verden.

I en samtale med psykolog, Ulla Viffeldt Smistrup, fortæller jeg om den første, kaotiske tid, som var et kæmpe chok.

Kan jeg tage med på familieturen til Mauritius lige efter min datters operation, eller skal jeg blive hjemme?

Hvordan kommer vi gennem julen i så kritisk en situation?

Hvordan håndterer min mand og jeg vores meget forskellige reaktioner?

Og hvad stiller jeg op med den voldsomme utryghed og angst, som jeg ikke kan blive fri for?