Kommunalvalget er over landet, og lygtepælene er indtaget af valgplakater med en masse smilende ansigter.
Men det er ikke alle partier, der benytter det klassiske billede af spidskandidaten med et partisymbol.
En af undtagelserne er partiet De Frie Grønne. De har i år forsøgt sig med en ret så bemærkelsesværdig valgplakat med ordene:
"Befri København fra zionismen."
Det har en af vores læsere undret sig over. Han hedder Daniel og kunne tænke sig at få styr på, hvad der helt præcist foregår her, og hvad ordene egentlig betyder.
"Kan I forklare, hvad zionisme helt præcist er?"
Det dedikerer vi gerne en Spørg Videnskaben-artikel til at få styr på.
"Zionisme er en betegnelse for den jødiske nationalbevægelse," siger Jakob Egholm Feldt, der er professor på Roskilde Universitet og forsker i jødisk historie, til Videnskab.dk.
Den jødiske nationalbevægelse handler i sin enkelthed om to ting:
at jøderne er et folk
og at de skal have et land, nemlig Zion, det vil sige Israel
I dag forbindes bevægelsen i sær med sin yderste højrefløj og personer som Israels præsident, Benjamin Nethanyahu.
"Men man kan selvfølgelig godt være zionist uden på nogen som helst måde at støtte den politik, Israel fører overfor Palæstina," siger Lars Erslev Andersen, der er seniorforsker på DIIS og også har forsket i jødisk historie og zionisme, til Spørg Videnskaben.
De to forskere forklarer, at det nærmere er reglen end undtagelsen, at zionister selv er uenige om, hvad zionisme er. Israel har for eksempel ingen forfatning, som den danske stat har grundloven.
Zionismen bygger desuden ikke på jødedommen som religion, men på en bredere historisk forståelse af det jødiske folks kultur og identitet. Der er derfor stadig en stor uenighed i Israel om, hvorvidt staten skal være sekulær (hvor religion og stat er adskilt) eller religiøst funderet.
Der er også uenighed om, hvorvidt Israel overhovedet skal være en jødisk stat, nu hvor der bor så mange muslimer i landet.
Rødderne under det omstridte begreb, skal findes i oplysningstiden i 1800-tallets Europa, forklarer Jakob Egholm Feldt.
Det virkelig bemærkelsesværdige for denne tid var, at man gik væk fra at have kongedømmer og fyrstedømmer.
Nu opstod i stedet nationalstater med demokrati og en stærk nationalfølelse, der fik os til at føle os som danskere, tyskere, italienere, polakker og så videre.
I nationalstaterne skulle alle i princippet være lige - alle mænd i hvert fald. Men sådan var det alligevel ikke helt for det jødiske mindretal i Europa, der blev diskrimineret i de fleste europæiske samfund.
"Jøderne blev også holdt sammen af antisemitismen. Du kunne som jøde ikke bare sige, nu vil jeg ikke være jøde længere og indgå i samfundet på lige fod med alle andre," siger Jakob Egholm Feldt.
Jødernes rolle i det europæiske samfund var konstant til debat, og jødehadet var stort. Der opstod det såkaldte jødespørgsmål, hvor såvel store tænkere som folk på gader og stræder diskuterede:
"'Hvad skal vi stille op med jøderne? Vi kan ikke lide dem, men vi går også ind for lige rettigheder'," siger Lars Erslev Andersen.
Hadet og jødespørgsmålet blev startskuddet til, at nogle jødiske aktivister og intellektuelle fik etableret folkebevægelsen - zionismen.
Og inspireret af nationalstaterne i Europa skulle zionisterne finde deres egen stat til det jødiske folk.
De jødiske tænkere var dog langt fra enige om, hvad det her folk, som var spredt ud over hele Europa og særligt Østeuropa, nu skulle gøre.
"Der var dem, som slet ikke mente, at jøderne behøvede et land. De skulle integreres i de lande, de var i. Der var også dem, der mente, at de ikke behøvede at tage til Palæstina," siger Jakob Egholm Feldt.
Han forklarer, at zionisterne med tiden og med base i Israel ikke nødvendigvis blev mere enige omkring zionismen. I stedet udsprang et hav af forskellige zionister:
Der er for eksempel de såkaldte kulturelle zionister, for hvem det politiske spiller en mindre rolle.
Og de socialistiske zionister, der sjovt nok ønsker et socialisti...