Regeringer fra hele verden samles lige nu i Belém, Brasilien til den 30. klimakonference (COP30).
I kølvandet følger en lang række aktører fra erhvervslivet og industrien, civilsamfundet, forskningsinstitutioner, ungdomsorganisationer og grupper af oprindelige folk - for blot at nævne nogle få.
Siden vedtagelsen af Parisaftalen i 2015 er deltagerantallet ved COP steget markant.
COP28 i Dubai havde rekordmange deltagere - hele 83.884 - og selvom tallet faldt til 54.148 ved COP29 i Baku sidste år, ligger det stadig langt over deltagerantallet ved COP21 i Paris.
Klimakonferencerne, som er blevet kaldt 'mega-COP'er', har mødt kritik for det enorme CO2-aftryk, de afføder.
Forskning, jeg har udført sammen med Lisanne Groen fra Open Universiteit om ikke-statslige aktørers deltagelse, peger på yderligere to problemer:
For det første underminerer det høje deltagerantal kvaliteten af deltagelsen, da mange ikke-statslige aktører skal konkurrere om et begrænset antal mødelokaler, sideløbende events, taletid og muligheder for dialog med beslutningstagere.
For det andet skaber 'mega-COP'-trenden et stigende misforhold mellem aktørernes forventninger til deltagelse og den faktiske proces.
Når det gælder det første problem, er den oplagte løsning at nedskalere COP'erne, men det er ikke helt så enkelt i praksis.
Beslutningen om at afholde COP30 i byen Belém, som er hovedstaden i delstaten Pará i det nordlige Brasilien, som er svær at nå frem til, og som kun har 18.000 hotelværelser, blev set som et forsøg på at bevæge sig væk fra 'peak COP'.
Selvom der forventes titusindvis af deltagere, lader det ikke til, at mange har ladet sig afskrække af Beléms afsides beliggenhed.
Den begrænsede kapacitet har fået priserne til at stige voldsomt, hvilket har skabt bekymring for omkostningerne og de mulige konsekvenser for 'forhandlingernes legitimitet og kvalitet' ifølge Reuters.
I takt med at COP'erne er vokset, har de tiltrukket mere politisk og mediemæssig opmærksomhed, og de bliver nu betragtet som 'the place to be'.
Det skaber pres på NGO'er og andre ikke-statslige aktører for at deltage.
Ifølge Newtons gravitationslov vil kraften blive større, desto større masse hvert af legemerne har.
På samme vis tiltrækker 'mega-COP'erne' flere og flere deltagere i en selvforstærkende cyklus, som er svær at bryde.
Vi mener, at den mest retfærdige måde at nedskalere COP'erne på, er ved at rette opmærksomheden mod den relativt ukendte 'overflow'-kategori af deltagere.
Kategorien gjorde det tidligere muligt for regeringer at tilføje delegerede, uden at deres navne fremgik af deltagerlisterne, men siden nye gennemsigtighedsregler blev indført i 2023, bliver navnene nu offentliggjort.
Ved COP28 var der 23.740 'overflow'-deltagere. De er ikke regeringsforhandlere, men ofte forskere eller repræsentanter fra industrien med tætte forbindelser til regeringerne.
COP-konferencer er mellemstatslige processer: De er skabt af regeringerne, for regeringerne. Derfor gives der først og fremmest adgang til regeringsdelegerede.
Kun når alle regeringers anmodninger om adgangskort er opfyldt, kan de resterende kort tildeles godkendte ikke-statslige aktører, som kaldes 'observatører'.
Deltagere i 'overflow'-kategorien får dermed adgang på bekostning af disse observatørorganisationer.
Hvis man lægger pres på regeringerne for enten at begrænse eller fjerne overflow-kategorien, kunne det frigive flere adgangskort til observatører og samtidig reducere det samlede deltagerantal på en mere retfærdig måde.
'Forventningskløften' er endnu et problem, som handler om en stigende misforståelse af ikke-statslige aktørers rolle i klimaforhandlingsprocessen.
Suveræne stater er de eneste aktører med legitimitet til at forhandle og vedtage international lovgivning. Ikke-statslige aktørers rolle er at informere og påvirke - ikke at forhandle.
Alligevel har der i de senere år været stigende krav fra visse grupper om 'en plads ved bordet' - og en forventning om at kunne deltage på lige fod med regering...