I mere end tre år har Greer Jarrett sejlet i vikingernes kølvand i videnskabens navn.
Som en del af sit ph.d.-projekt har han tilbagelagt over 5.000 kilometer i åbne træbåde langs de skandinaviske kyster, gennem Kattegat, i Ålandshavet og hele vejen op til Polarcirklen.
På de lange togter, med saltvand i ansigtet og vinden i håret, er målet at blive klogere på vikingernes rejser, fortæller han:
"Ud fra udgravninger og fund ved vi nogenlunde, hvor vikingerne rejste hen, og hvor de største handelscentre lå. Men vi ved faktisk meget lidt om rejserne selv," forklarer arkæologen, der er ph.d.-studerende ved Lunds Universitet, til Videnskab.dk.
Vikingerne, der havde deres storhedstid mellem år 800 og 1050, var ekstremt dårlige til at skrive ting ned, forklarer Greer Jarrett.
Så vi ved faktisk meget lidt om, hvilke ruter de tog, hvor farlige rejserne var, hvor de gjorde stop, eller hvilke problemer de kunne ramle ind i med båden, med vejret eller med besætningen.
"Én ting er sikkert: Vikingernes opfattelse af verden var helt anderledes end vores. Havet var helt centralt for al rejse, i modsætning til vores, der er stærkt knyttet til landjorden. Så det er et forsøg på at komme tættere på, hvordan vikingerne opfattede verdenen," fortæller han.
"Rejserne giver indsigt og viden, vi ikke kan få bag et skrivebord. Hvor gode var bådene i modvind? Hvor langt fra kysterne kunne de sejle? Og hvor ville det have været mest belejligt for dem at gøre hold?"
Det seneste togt er gået langs Norðvegr, ruten langs Norges vestkyst, hvilket Greer Jarrett har rapporteret om i et studie, udgivet i tidsskriftet The Journal of Archaeological Method and Theory.
På togtet har Greer Jarrett og hans besætning brugt kombinationen af praktisk sejlads og digitale landskabsmodeller, der tager højde for, at havniveauet var højere i vikingetiden, til at finde frem til de steder, vikingerne sandsynligvis brugte som rastepladser undervejs.
Med udgangspunkt i otte kriterier, for eksempel beskyttelse mod vind, mulighed for at komme ind og ud i forskellige vindretninger og adgang til ferskvand, identificerede han fire steder, vikingerne kan have gjort hold på rejsen mellem Trondheim og Bergen: Smørhamn, Sørøyane (Fosnavåg), Bjørnsund og Storfosna.
Disse steder kan være oplagte kandidater for nye udgravninger, forklarer Greer Jarrett, men understreger, at hans studie dog ikke er et bevis for, at vikingerne gjorde hold lige netop her.
"For mig er det vigtigste ikke at bevise noget, for vi beviser ikke noget med vores rejser. Men vi viser, hvad der kunne have været muligt. Og det giver os et helt nyt udgangspunkt for at stille spørgsmål om fortiden, og hvordan vikingerne klarede de strabadserende ture."
Herunder kan du se en video fra turen:
Terje Planke, der er professor ved Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, NTNU, og som selv har bygget og sejlet rekonstruerede vikingeskibe, mener, at Jarretts tilgang er både nødvendig og inspirerende:
"Jeg kalder det feltarbejde i fortiden. Det er en måde at blive bekendt med teknologien og kulturen, man undersøger," forklarer han til Videnskab.dk.
Han er enig i, at eksperimentel arkæologi aldrig kan give endegyldige beviser. Til gengæld åbner den eventyrlige metode for nye spørgsmål og ny indsigt.
Særligt fremhæver professoren betydningen af det sociale element af rejserne:
"Hvem, du sejler sammen med, betyder enormt meget," siger Terje Planke:
"En hierarkisk organiseret besætning giver én type erfaring, mens en mere åben gruppe, hvor alle stiller spørgsmål, giver en anden. Et togt lidt som et laboratorium, hvor samarbejdet i sig selv bliver en del af forskningen."
Han advarer dog imod at tro, at nutidige erfaringer kan overføres direkte til vikingetiden:
"Det er svært nok at forstå en kristen middelalderkultur og endnu sværere at forstå vikingerne. Deres værdier og æresbegreber var radikalt anderledes end vores og nogle gange helt fremmede," siger han.
Greer Jarret fremhæver også det sociale aspekt af rejserne.
Han forkl...