Børn har ret til at blive hørt og set som selvstændige individer.
 
Det har været Marie Møller Christensens mantra, siden hun for 28 år siden startede som pædagog på kvindekrisecenteret Kvindehjemmet. Dengang blev børnene mest af alt anskuet som vedhæng til deres mødre. I dag har de stemme og rettigheder – og plads til at udtrykke deres tanker.
 
”På det tidspunkt var det lidt sådan, at hvis man skulle hjælpe børnene, var det, fordi man skulle hjælpe med, at der kom ro på krisecentret, så de voksne kunne snakke om det, der fyldte,” fortæller Marie Møller Christensen.
 
I dag er opgaven også at gøre børnene synlige og give dem stemme. Pædagogisk førstehjælp kalder hun det.
 
”Jeg ser det som min vigtigste opgave at skabe en tryg og sikker platform, hvor børnene kan snakke om deres oplevelser med vold, og hvad der fylder i deres tanker,” siger Marie Møller Christensen.
 
Det kan tage tid for børnene at blive klar til at dele og sætte ord på deres oplevelser med vold. Hvis det er svært for dem, taler hun om noget mere generelt, som hun stille og roligt kobler dem på. Det kan også være, at hun bruger nogle af de hånddukker, de har. Eller at hun – med tilladelse – læser op fra noget, andre børn har skrevet.
 
”Børn og unge, der har været udsat for vold, kan få rigtig meget ud af hinandens ord. Når vi har grupper, hvor børn og unge, der har været udsat for vold, har mulighed for at spejle sig i hinanden, siger de ofte: ’Vi behøver ikke bruge så mange ord, fordi vi har oplevet nogenlunde det samme’.”
 
Journalist Eva Frydensberg Holm har talt med Marie Møller Christensen om hendes arbejde med at give børnene en stemme. Nu har hun også oplæst artiklen, så du kan lytte til den. Du finder den i vores podcastkanal Socialt Indblik.


Artiklen er udgivet i samarbejde med Kvindehjemmet og er en del af et tema om efterværn for kvinder og børn på kvindekrisecenter.