Inklusion har længe været et ideal i folkeskolen, men mange oplever, at det ikke fungerer i praksis. I denne episode taler Marie Begtrup med forsker Ida Andrea Nielsen fra Center for Ungdomsforskning om, hvorfor det er så svært – og hvorfor det ikke nødvendigvis er inklusionen, der fejler. Ida Andrea Nielsen har i sin ph.d. undersøgt, hvordan strukturer, følelser og forestillinger om normalitet præger skolens arbejde med inklusion. Hun argumenterer for, at mange af de greb, der tages i brug – som pausekort, støttepædagoger og individuelle foranstaltninger – i virkeligheden hører hjemme i en specialpædagogisk tilgang. Problemet er, at vi taler som om vi arbejder inkluderende, men handler som om vi stadig opererer med en snæver forståelse af, hvad det vil sige at være normal. Inklusion handler ikke om at fikse barnet, men om at skabe fællesskaber, hvor flere børn kan lykkes. Og det kræver mere end nye metoder – det kræver et opgør med grundlæggende forestillinger om, hvem skolen er til for. Gennem konkrete eksempler fra forskningen, et elevbrev og et blik på lærernes følelser og dilemmaer gør episoden op med forestillingen om, at inklusion er en ekstraopgave. Den viser i stedet, at inklusion allerede foregår – og at det er en del af skolens kerneopgave.