
I dette afsnit møder vi Tina Obel Sand-Thomsen, der tidligere har gået i forløb hos Mette, foruden Vægtvogterne, et forløb hos MadroInstituttet og flere andre coaches for at komme sine overspisninger og sin overvægt til livs.
Tina husker, hvordan hun altid har været optaget af mad - og særligt store mængder af mad, der har kunnet give hende en "murstensfølelse" i maven. Hun har brugt mad som en mestringsstrategi, når hun havde brug for at drage omsorg for sig selv. Derfor var det også så svært for hende at give slip på overspisningerne, for hun havde brug for dem. Så selv i den periode i hendes liv, hvor hun tabte sig 25 kilo ved at tælle point, bibeholdt hun overspisningerne i sit liv.
Det var én særlig relation, der gjorde Tina opmærksom på, at hun blev nødt til at ændre på sit forhold til mad - da det gik op for hende, at alle hendes tanker konstant kredsede om mad og gjorde hende fraværende. Det sendte hende ud på en rejse, hvor hun både skulle lære at identificere og håndtere sine følelser, spise mekanisk, lære sin sult og mæthed at kende, give slip på sine madregler - og også gå ned ad nogle blindgyder - før hun til sidst endte der hvor hun er i dag. Nu er hun normalvægtig og har madro - i hvert fald det meste af tiden. For tankerne om mad kan fortsat godt banke på, især i pressede perioder, men i dag har Tina lært at stige af toget, inden det kører afsted med hende.
Tina deler ud af hendes liv - herunder også tanker om mad og vægt - på Instagram profilen @sandthomsen87 som du er velkommen til at følge.