
En spiseforstyrrelse eller en træningsafhængighed er ikke noget, der opstår fra den ene dag til den anden. Der er ingen, der tænker "så, nu vil jeg gå i gang med at træne helt vildt meget og droppe mine relationer eller nu vil jeg begynde at spise en hel masse og kaste op efterfølgende". Det er noget, der udvikler sig over tid.
Og det starter i mange tilfælde som noget, der egentlig er sundt i udgangspunktet. Det kan f.eks. være, man begynder at optimere på sin kost og spise sundere, måske fordi man gerne vil tabe sig eller ha' mere energi eller man begynder at træne, fordi man gerne vil være stærkere. Men på et eller andet tidspunkt, udvikler det her fokus på mad og/eller træning sig i en usund retning for nogen.
Det kan være svært at opdage en træningsafhængighed eller en spiseforstyrrelse, fordi vi forbinder meget af adfærden med en sund livsstil. Det kan både være omgivelserne, der ikke opdager det, og det kan være personen selv. For det at man går op i sin spisning eller sin træning, er det ikke bare meget sundt?
Dette emne taler Mette med Mia Beck Lichtenstein om i dette afsnit. Mia er professor, psykolog, specialist i psykoterapi, foredragsholder og forfatter og hun forsker indenfor både spiseforstyrrelser og træningsafhængighed.
Mette og Mia taler bl.a. om:
- Hvordan/hvornår man ved, at ens forhold til mad /træning begynder at ændre karakter fra noget sundt til noget usundt eller måske sygeligt.
- Hvilke personer/karaktertræk der er mest udsatte for at udvikle en spiseforstyrrelse/træningsafhængighed.
- Hvordan man vender tilbage til at optimere ens sundhed, når man først én gang (eller flere gange) har oplevet, at ens sunde fokus tog overhånd og blev sygeligt. Hvordan man sikrer sig, at man fremadrettet spiser og træner på en balanceret måde, hvor det ikke tager overhånd igen.
- Hvad man (både enkeltpersoner, pårørende og samfund) kan gøre for at FOREBYGGE at sundhed udvikler sig usundt.
- Hvad du som lytter kan gøre nu, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du selv - eller en du kender - har et usundt forhold til mad/træning.
Mia har desuden sammen med to klienter skrevet bogen "Med kroppen som gidsel" om utryg tilknytning i forhold til spiseforstyrrelser og træningsafhængighed.
Og ellers kan du finde Mia på LinkedIn, Instagram og i Facebookgruppen Træningsbalancen - mellem sundhed og besættelse