
I denne episode taler vi om at føle sig utilstrækkelig. Den der følelse af, at man bare ikke er god nok og som kan opstå i alle situationer. En følelse der tilsyneladende også er universel, og som vi udforsker i litteratur fra Kina, Nigeria og Danmark. De tre bøger vi tager udgangspunkt i er nemlig Uendelig Lidelse af den kinesiske forfatter Sun Pin (på dansk ved Sidse Laugesen), Fuglenes Gråd af den nigerianske forfatter Chigozie Obioma (på dansk ved Hans-Jørgen Birkmose) og HHV FRSHWN - Dødsknaldet i Amazonas af den danske forfatter Hanne Højgaard Viemose.
Lyt med når vi taler om at være for gammel til at bo i kollektiv, om et meget akavet første møde med svigerforældrene, om at blive vanvittig af hverdagen og om at det perfekte er blevet standard.
Da vi skal udtale ord og navne på både kinesisk, igbo og nordjysk, kommer vi højst sandsynligt til at lave nogle fejl... vi beklager!
Medvirkende:
Olivia Lyhne Broksø, Mie Pilborg Johansen, Hans Peter Madsen, Sigurd Dam og Kristine Løgsted Andersen.
Produktion og tilrettelæggelse: Kristine Løgsted Andersen
Særlig tak til Aarhus Litteraturcenter og LiteratureXchange samt Videnslyd/Aarhus Universitetsforlag for lån af studie.
Om podcasten Lyt X:
Lyt X er en podcast, hvor vi bruger litteraturen til at undersøge de ting, der optager os i vores hverdag. I hver episode vil et panel bestående af litteraturglade unge mennesker diskutere et emne med udgangspunkt i tre bøger. Panelets opgave er at tale om, hvordan vi kan blive klogere på emnet gennem litteraturen og måske også hvordan vi kan genkende os selv eller vores egne oplevelser med emnet, når vi læser. Med andre ord handler Lyt X ikke så meget om, hvad vi ved om litteraturen men snarere om, hvad litteraturen ved om os.
Som man måske kan høre på navnet, er Lyt X lavet i samarbejde med den internationale litteraturfestival LiteratureXchange. Derfor er de bøger, som vi taler om i podcasten, skrevet af forfattere, som skulle have deltaget i LiteratureXchange 2020. Selvom dette års festival desværre blev aflyst, er der nemlig stadigvæk masser af grunde til tale om den litteratur, vi kunne have oplevet på scenerne. Så er vi også ekstra klar til LiteratureXchange 2021!
God fornøjelse!