At vokse op i en familie, hvor en forælder lever med en alvorlig sygdom som neuroendokrine tumorer (NET), er en kompleks oplevelse. I 2008 blev søskendeparret Mathias, Jonathan og Johanne Kjellberg konfronteret med denne virkelighed, da deres mor, Pernille, fik diagnosen.
Mathias var 13 år, da diagnosen kom, Jonathan var 10 og Johanne 6 år.
Hvordan har det påvirket børnene at have en forælder med en alvorlig sygdom?
I en samtale med de tre, nu voksne søskende, deler de deres oplevelser, perspektiver, erfaringer og råd.
Lyt og hør mere om: ✔️ Børnene fik at vide, at det var en stofskiftesygdom, og deres mor så også rask ud, bortset fra kortvarige perioder med flushing og vægtøgning. Ordet kræft blev ikke nævnt. Forældrenes tilgang var at skabe en så normal og tryg hverdag som muligt. Familielivet forblev stabilt, også i svære perioder. I dag ser søskendeparret tilbage med respekt og taknemmelighed over, hvor godt deres forældre håndterede situationen – trods den usikre prognose.
✔️ Pernille har en særlig tilgang til hospitaler: Hun kalder dem steder, hvor gode ting sker. Det syn blev et vigtigt budskab for børnene – især for Johanne. Jonathan, der i dag læser biomedicin, fremhæver de mirakuløse behandlinger, der giver håb. Alle tre udtrykker stor taknemmelighed over det danske sundhedssystem og de udviklede behandlinger, som har muliggjort deres mors lange forløb med NET-sygdom.
✔️ Trods udfordringerne bærer de tre søskende på en stærk optimisme og en tro på, at kærlig opvækst og tætte familiebånd kan kompensere for bekymringer. De fremhæver også deres fars, Theis, positive livssyn og evne til altid at sætte familien først.
✔️ Deres erfaringer rummer et stærkt budskab til andre forældre i lignende situation: Find balancen mellem at beskytte børnene mod den barske virkelighed og gradvist forberede dem med passende information. For dem har sammenhold, at turde sige højt, at man elsker hinanden samt at bruge humor været en måde at håndtere, når livet er svært.
Links – læs og lyt også til:Hør også episoden med Pernille og Theis Kjellberg:
https://www.netpa.dk/net-i-hverdagen/podcast/episode-7-vi-oensker-at-give-folk-haab-pernille-og-theis-kjellberg/ Lyt også til Kræftens Bekæmpelses podcastserie ”Omsorg”:
https://www.cancer.dk/nyheder-og-fortaellinger/podcast/omsorg-for-boern-1/ Hvis du vil læse mere om emnet, kan vi henvise til denne side hos Kræftens Bekæmpelse:
https://www.cancer.dk/boern-unge/paaroerende/ Mere om sygdommen NET:
https://www.cancer.dk/neuroendokrine-tumorer-net/