
Der er noget mærkeligt ved at bære på noget, som ingen kan se.
Jeg har haft en stroke. Jeg lever med hjernetræthed, smerter og dage, hvor alt i mig larmer – selvom jeg smiler udadtil.
I denne episode går jeg ind i det usynlige. Ind i tvivlen, vreden og sårbarheden. Men også ind i lyset, håbet og naturens stemme.
Jeg fortæller om de nætter, hvor jeg næsten gav op –
og om mødet med et fremmed menneske, der ændrede alt.
Om vinden ved Väneren, der tog pusten fra mig, og om Vesterhavet, der mindede mig om, at livet altid bevæger sig.
Det her er en episode om at fortsætte, selv når ingen kan se, hvad du kæmper med.
Om at finde styrke i fællesskabet, og om naturen, der altid taler – hvis vi tør lytte.
Jeg håber, du går lidt med mig i dag.