Historisk set har både de mandlige forfattere og de mandlige hovedkarakterer fyldt mest i litteraturen. Og dermed også deres kriser - måske især i forhold til kærligheden og lidenskaben.    Men har mandens kriser fået nye stemmer i samtidslitteraturen?  Er mænd (blevet) ”det svage køn”?  Og er det egentlig kun mandlige forfattere, der skriver om mænd i krise?   Vi tager så langt tilbage som til 1774 via en brevroman og ser på perspektiverne frem til i dag. Vi diskuterer arv og miljø, mænds forhold til familien og fællesskaber samt om manden måske kan kaldes “det ekstreme køn”? Primærbøger: “Den unge Werthers lidelser” af J. W. Goethe (1774)  "Solar" af Theis Ørntoft (2018)  "Mænd i min situation” af Per Petterson (2021)   Andre bøger vi nævner: Døden kører Audi (2012) og Frank vender hjem (2021) af Kristian Bang Foss Vulkanø af Daniel Dalgaard (2024)  Min Kamp 1-6 (2009-2012) af Karl Ove Knausgaard  Doppler af Erlend Loe (2004) Der er ingen ende på Paris af Ernest Hemingway (1960) Ud af 10 mænd af Jesper Wung Sung (2023) Anden person ental af Daniel Dencik (2014)