I dette afsnit læser vi "Den grimme Ælling" af H.C. Andersen fra 1843. Eventyret kaldes ofte selvbiografisk, og Andersen indrømmede også dette direkte i et brev til Georg Brandes i 1869: "i 'Den grimme Ælling', er en Afspeiling af mit eget Liv". Det selvbiografiske handler her mest af alt om tonen og motivet: Geniet der er bestemt til at lykkes på trods af sin omverden.

Straks efter eventyret blev oversat til tysk og engelsk blev det så populært at det åbnede mange døre til de europæiske hoffer og parnasser over hele Europa for Andersen. I andre europæiske lande var man noget hurtigere til at fatte interesse for både Andersens egen livshistorie og for hans fornyelse af eventyrgenren, end vi var herhjemme.

Ligesom Shakespeare før ham, har der lige siden hans kanonisering været spekulationer om at H.C. Andersen skulle være af adelig eller kongelig byrd, og der gik rygter om at Christian VIII skulle være hans far. Det har ikke hold i virkeligheden, men det er interessant hvor svært det er for mange at acceptere når storhed stammer fra ringe kår, og det gik da også Andersen på hele hans liv, samtidig med at han også brugte det i sin selvfremstilling. Dette komplicerede forhold til arv og miljø er det værd at have i baghovedet, når man læser eventyret.