Min far har kun kort tid tilbage at leve i. Vi snakker ikke måneder, men uger. Det ved jeg bare ikke nu. Jeg tror stadigvæk på, at miraklet må indfinde sig, selvom det bliver vanskeligere at ignorere de tydelige signaler på, at han er på vej væk fra os. Han er træt. Vanvittig træt. Sover det meste af tiden. Men når jeg placerer ham foran mikrofonen, er det som om han vågner lidt op. Jeg glemmer aldrig første gang, jeg placerede ham der. Foran mikrofonen. Da vi lavede vores første podcast. Det var som at se ham - min far - i sit helt rette element. Der er noget særligt ved det. At se sin forælder der, hvor de stråler. Der er ikke noget, man skal tage sig af, men man kan læne sig tilbage - eller ind i - den glæde, som udgår fra ens far eller mor. Men uanset hvor meget, jeg forsøger, bliver min fars stråleglans efterhånden overskygget af et mørke. Jeg kan se det, selvom jeg har svært ved at acceptere det. Jeg kan godt se, at lyset er ved at brænde ud.