Prøv at se en dansk landsby kirke foran dit indre blik? Kan du se det? Måske husker du sidste Juleaften, eller sidst du var til konfirmation eller bryllup. Men prøv forstil dig så en lille landsbykirke på en almindelig hverdag. Her er den helt tom. Måske endda låst. Parkeringspladsen er også tom. Om søndagen holder der enkelte biler. Ofte fra pensionister, som tager turen til deres lokale kirke. Men overrendt er hverken kirken, eller parkeringspladsen. Det er det billede du skal bruge til vores historie. De danske landsbykirker har nemlig brugt millioner af kroner og utallige arbejdstimer på at opfylde et EU-krav om ladestandere til elbiler – et krav, der nu viser sig delvist overflødigt. En sen ændring i reglerne betyder, at mange kirker med begrænset aktivitet alligevel ikke behøver at opsætte de kostbare ladestandere. Ændringen kommer blot en måned før den oprindelige deadline og har skabt frustration blandt menighedsråd og provstier, der føler sig bondefanget af en proces, de beskriver som både respektløs og ressourcespild. Fra Vester Assels på Mors til Middelfart på Fyn har kirkefolk i månedsvis forberedt sig på kravene med tekniske vurderinger, møder og anlægsarbejde. Der er blevet målt op, trukket kabler og brugt penge på at sikre, at alt var på plads til at opfylde reglerne. Alt sammen baseret på en lovgivning, som nu er ændret i sidste øjeblik. Problemet belyser en større udfordring: hvordan EU-krav ofte rammer bredt uden at tage højde for lokale forhold. Ladestanderne skulle sikre den grønne omstilling, men mange af de parkeringspladser, der nu står klar til elbiler, bruges kun få gange om året. For mange menighedsråd har det føltes som at rette ind efter regler, der mangler jordforbindelse og ikke tager højde for virkeligheden i små lokalsamfund. Kritikere peger desuden på, at kravene risikerer at blive overflødige i takt med teknologiske fremskridt, der gør elbiler i stand til at køre længere og lade hurtigere. At der vitterligt ikke er en tro på, at ret mange vil lade deres biler ved deres lokale kirker kan også ses af, at ingen private udbydere af opladere selv har villet investere i standerne ved kirkerne. De tror simpelthen ikke på ideen. Men nu dropper ministeriet altså kravet. Kirkeminister Morten Dahlin erkender frustrationerne og kalder det en fejl, at ændringen ikke kom tidligere. Han understreger, at ministeriet har arbejdet hårdt for at sikre undtagelserne, men det er en ringe trøst for de kirker, der allerede har investeret tid og penge i ladestandere, der nok aldrig vil blive brugt. For mange handler det ikke kun om økonomien – men også om respekten for de mennesker, der bruger deres tid og kræfter i menighedsråd og provstier. Denne sag er dog mere end bare et lokalt problem for kirkerne. Den viser, hvordan omfattende regler fra EU og ikke mindst UDMYNTNINGEN af direktiverne kan føre til spildte ressourcer og unødvendige omkostninger – og hvordan den slags beslutninger skaber grobund for frustration og kritik af både politikere og EU. For landsbykirkerne er konklusionen klar: Disse penge kunne være brugt bedre – og mere respektfuldt. De kostbare ladestandere er nu en påmindelse om, hvordan overordnede regler kan ramme skævt, og hvordan politisk nøl kan føre til unødvendige investeringer og tabt tillid.