
I denne uge har CEPOS udgivet en ny analyse, som viser, at kommunerne kan spare mere end 32 milliarder kroner, hvis alle kommuner prioriterer og anvender ressourcerne ligesom den mest udgiftseffektive kommune, som i 2024 igen er Vejle.
Det har fået Arne Ullum, chefredaktør og stifter af NB-medier, til tasterne på LinkedIn. Arne mener, at analysen er baseret på fejlagtige antagelser. Derfor har vores forskningschef Karsten Bo Larsen, der står bag analysen, inviteret Arne med i dette afsnit til en debat om uenighederne, hvor det bl.a. viser sig, at Arne tror, at effektiviseringspotentialet i kommunerne formentlig er meget større end de 32 mia. kr. CEPOS finder.
Derudover taler ekspertpanelet, som består af økonom Line Andersen og analysechef Otto Brøns-Petersen, om årets vindere af Nobelprisen i økonomi og, hvorfor det IKKE er en katastrofe, at Danmark ikke får grønne indenrigsfly.
Eksperterne kårer også Ugens Skævert, som tilfalder en socialdemokratisk minister, og Ugens Lyspunkt, som enten går til en Venstre-politiker, der afviser røgfri arbejdstid eller en ph.d.-studerende, der mener, at benzinpriserne måske ikke bliver billigere af regeringens tiltag.